Det perfekte match: Ridders segl genforenet med aftryk efter 600 år

Hjalte Wadskjær Mølgaard er den stolte finder af seglstampen, som er erklæret danefæ. Han kalder det et af højdepunkterne i de år, han har gået med metaldetektor.

Hjalte Wadskjær Mølgaard / Foto: Silke Wadskjær Mølgaard

Det var første gang Hjalte Wadskjær Mølgaard gik på marken på Sallingholm, hvor seglstampens ejermand Niels Krabbe og hans adelsslægt ’Krabberne’ gennem det meste af middelalderen holdt til.

Den lille seglstampe af bronze indleverede han til det lokale museum Museum Salling, som sendte den til danefævurdering på Nationalmuseet. Her fik Lisbeth Imer seglet i hånden, og hun gik straks i gang med undersøge, hvem det havde tilhørt. Latinske bogstaver afslørede indskriften ”S’ NICULAI CRABBE”, og det ledte hende på sporet af Niels Krabbe, som levede i slutningen af 1300-tallet og starten af 1400-tallet.

Første match i over 25 år

Men Lisbeth Imers detektivarbejde skulle imidlertid vise sig at gemme på en endnu større overraskelse. Den lå gemt på Rigsarkivet i København. Blandt tusindvis af dokumenter, som ligger i Rigsarkivets magasiner, er et dokument fra 1408. Og på netop dette dokument pressede Niels Krabbe sin seglstampe ned i et stykke varm voks den 23. april i 1408.

”Jeg har arbejdet med danefæ i over 10 år uden at finde et match mellem en seglstampe og et seglaftryk på et dokument. At vi nu har et fuldstændig perfekt match er helt enestående. Det sker virkelig sjældent,” fortæller Lisbeth Imer.

En seglstampe var datidens NemID eller underskrift. Når man havde sat sit seglaftryk, var en aftale underskrevet og juridisk gyldig. Man kender til mange seglstamper og mange dokumenter med seglaftryk – men alligevel er det meget sjældent at finde en seglstampe, som passer med et aftryk på et bevaret dokument.

Magtfuld adelsslægt fra Salling

Niels Krabbe blev født ind i en magtfuld adelsslægt, som ejede utallige jorder og store ejendomme. Flere af slægtens medlemmer sad højt på magtens tinder gennem middelalderen, og Niels Krabbe selv var ridder.

I flere hundreder år havde den magtfulde slægt hovedsæde på halvøen Sallingholm i Limfjorden. Det var her på en mark nær den middelalderlige herregård Østergaard, at seglstampen blev fundet, og det fik Turi Thomsen, der er museumsinspektør og arkæolog på Museum Salling, til at spærre øjnene op:

”Krabbeslægten har formodentlig af flere omgange bygget og ombygget gårde i området, også før herregården Østergaard, som står her i dag. Vi ved bare endnu ikke, hvor det foregående hovedsæde, som Niels Krabbe boede på, har ligget. Derfor er Niels Krabbes seglstampe et fantastisk fund, hvis fundsted forhåbentlig kan hjælpe os med at løse gåden,” fortæller hun.

Østergaard som den tog sig ud midt i 1800-tallet / F. Richardt 1853 / http://samlinger.natmus.dk

Tager man forbi Østergaard på Sallingholm i dag, tårner rødstensbygningen markant op i landskabet. Den ældste del af bygningen er vestfløjen, som er dateret til ca. 1470, mens de øvrige dele er bygget til lidt efter lidt af Niels Krabbes efterkommere i årene 1516-1550. Det er forløberen til denne gård, som Turi Thomsen håber, seglstampen kan lede arkæologer på sporet af i fremtiden.

Det var en alvorlig sag at miste sin seglstampe, da det betød, at andre kunne udstede dokumenter og breve i ens navn og på den måde forfalske ens underskrift. Hvorfor Niels Krabbes seglstampe er dukket op i Salling, ved man ikke, men seglstampen gemmer måske på et spor. I et øsken på seglets bagside er et stykke snor bevaret, så måske bristede snoren en dag, hvor Niels Krabbe gik en tur på sine jorder på Sallingholm?

Krabbernes våben

Krabberne var en af de adelsslægter, der tidligt førte et fast slægtsnavn i Danmark, faktisk over 100 år før det blev gjort til lov i 1526 under Frederik 1. Udover slægtsnavnet, havde slægten også et ejermærke, et såkaldt våben. På Niels Krabbes seglstampe kan man se slægtsvåbenet som et skjold med en tværgående bjælke. 

”Krabbe-slægtens våben er et tværdelt skjold med en hvid bjælke på rød baggrund. Det er et våben, der er karakteristisk for den tidlige heraldik. Det er et simpelt, let genkendeligt motiv, der har fungereret godt og været let at genkende som segl, hvor et våbens farver i sagens natur ikke kunne ses”, fortæller Ronny Andersen, der er kongelig våbenmaler i Ordenskapitlet og heraldisk konsulent på Rigsarkivet.

Krabbe til Østegaard: Krabbeslægtens våben tegnet af Anders Thiset og gengivet i Danmarks Adels Årbog, 1928.

De heraldiske våben, som er et system af kendemærker, blev brugt på blandt andet seglstamper og signetringe, men også på gravmæler og bygninger, hvor våbenet kunne være malet i farver.

”Vi ved ikke, hvorfor heraldikken opstår. Men vi kan konstatere, at traditionen begyndte i midten af 1100-tallet i Nordvestfrankrig. Herfra spreder heraldikken sig geografisk relativt hurtigt, og det ældste danske rigsvåben får vi i 1194. I starten af 1200-tallet dukker de første adelsvåbener op i Danmark, og det er denne tradition, som Krabbeslægtens våben vokser ud af,” fortæller Ronny Andersen.

I karambolage med dronningen

Da Niels Krabbes seglstampe blev brugt 23. april 1408, var det ikke første gang han dukker op i en sag om overdragelse af ejendomme. Tre måneder efter sagen, er han igen i kontakt med juridiske system og dronning Margrethe 1.

I sagsakterne står der, at han overgiver sit gods i Fiskbæk og Nørlyng herred til dronning Margrete 1. og kong Erik som bod – det vi i dag kalder en bøde –  fordi han og hans morbror Niels Kås og flere andre havde brudt ting- og kirkefreden, og fordi godset retmæssigt tilhørte kongemagten.

”Der var uden tvivl noget politisk i denne sag. Niels Krabbe levede i Margrethe 1.’s regeringstid, og hun er ude efter at genvinde krongods, som tidligere er gået tabt under hendes far, Valdemar Atterdag, eller tidligere,” forklarer Jeppe B. Netterstrøm, lektor i historie ved Aarhus Universitet.

Noget kunne altså tyde på, at Margrete 1. fandt på undskyldninger for at pålægge Niels Krabbe bødestraf, så hun kunne inddrage hans ejendomme og jorder. Hvad der konkret er sket for Niels Krabbe er usikkert, men det var en alvorlig sag at bryde ting- eller kirkefreden. Man kunne fx bryde kirke- og tingfred ved at trække våben og komme i slagsmål eller ligefrem begå drab på herredstinget eller i den lokale kirke, så måske er det det, der er sket?

Over 100 år senere, i 1523, blev godset overdraget tilbage til Krabbe-slægten ved rigsmarsk Tyge Krabbe, der var oldebarn af Niels Krabbe.

”Noget kunne tyde på, at man i 1523 har fundet Margrethes konfiskation i 1408 uretmæssig. Hvis Margrethes beslaglæggelse af godset i virkeligheden var uretmæssig, kan det måske være forklaringen på, at Margrethe følte behov for også at begrunde konfiskationen med, at Niels Krabbe havde brudt ting- og kirkefreden”, fortæller Jeppe B. Netterstøm.

Krabberne havde deres storhedstid i 1500- og 1600-tallet, og slægten uddøde i Danmark i 1800-tallet, men lever endnu i England og Argentina under navnet Krabbé – og i den nyfundne selgstampe.