Kampen om lygtepælene

100 års valgkamp på plakaten

Valgplakaten har været politikernes megafon i over hundrede år. Selvom den er overdøvet af nye medieskyts, er den her endnu. I sin storhedstid var den satirisk og farverig. I dag er den forudsigelig og jævnt kedelig. Få et overblik over valgplakatens historie i Danmark

”Valgplakaterne er historisk interessante, fordi man får indblik i de følelser, der var i hovederne på folk dengang. De er en indgangsvinkel til, hvordan folk tænkte om politik. Det er som om, man kan kigge ind hovederne på folk og fornemme følelser og stemninger, fortæller Peter Nedergaard, professor i statskundskab på Københavns Universitet.

Valgplakaten i Danmark dukker for første gang op i slutningen af 1800-tallet. En af de første er Herman Triers fra folketingsvalget i juni 1884. Trier stiller op for den liberale vælgerforening og går til valg på et forbund mellem ”husmænd og arbejdere og ærlige mænd, der støtter dem”.

”Det er en kaotisk politisk tid. Venstre, bøndernes parti, har fået flertal i Folketinget. Men den konservative kong Christian d. 9. vælger alligevel at udnævne regeringer, baseret på godsejernes parti Højre. J.B.S. Estrup er konseilspræsident, dvs. statsminister. Han styrer landet med hård hånd, og politiske modstandere fængsles. I 1885 udsættes Estrup for et mislykket attentatforsøg. Den politiske opposition i form af Socialdemokratiet og Venstre, som i hovedstaden kalder sig de Liberale, slutter sig sammen i en valgalliance mod Højre. Herman Trier er deres fælles kandidat i København”, fortæller arbejderhistoriker, Lars K. Christensen.

Trier bliver valgt til Folketinget, men den gamle elite sidder fortsat med magten.

Først 30 år senere vinder valgplakaten for alvor frem, og budskaberne bliver mere slagkraftige, og modstridende kandidater fører en visuel krig mod hinanden i gadebilledet.

Vælgerne på plakaten

I begyndelsen af 1900-tallet er plakaten det eneste massekommunikationsmiddel, og partierne hyrer dygtige satiretegnere og kunstener til at udforme dem. I de følgende årtier handler det ikke om kandidaterne men om vælgerne. Arbejderen, bonden, håndværkeren og husmanden spiller hovedrollen.

I valgkampen 1918 er det første gang, at kvinderne kan stemme. Socialdemokratiet taler direkte til mødrene ”Giv slægternes mødre lysere kaar”.

”Kvinderne blev valgbare til Folketing og Rigsdag i 1915. Det er helt nyt, at de kan stille op og komme i Folketinget. Derfor slår man især på kvinderne. Det er ikke den erhvervsaktive kvinde, man møder på plakaten. Det er husmoderen, der kigger ømt på sit barn. Det er et traditionelt syn på kvinden, man møder, selv om det handler om, at hun skal ændre verden”, fortæller museumsinspektør fra Dansk Plakatmuseum Elsbeth Aasted Schanz.

Stauning eller kaos

Under krisen i 1930’erne spejder man efter den stærke mand, og det er første gang, at man i Danmark præsenterer partiet via en spidskandidat på valgplakaten. Staunings stab er med stor sandsynlighed inspireret af de tyske plakater fra 1920’erne, hvor man så landsfædre fotograferet med myndige og fjerne blikke.

”Thorvald Stauning er selv pennefører på valgprogrammet ”Danmark for Folket”. Socialdemokratiet ønsker at appellere bredere til hele befolkningen, ikke kun arbejderklassen, og den socialistiske retorik nedtones, og det udmønter sig i den berømte valgplakat ’Stauning eller kaos’ fra 1935. Plakaten er virkningsfuld, og om valgsejren skyldes gennemslagskraften vides ikke, men under alle omstændigheder får Socialdemokratiet det bedste valg nogensinde med en tilslutning på 46, 1 %”, fortæller Lars K. Christensen.

På andre valgplakater afbilleder man enkelte udtryksfulde symboler. For eksempel hænder, som er knyttede i beslutsomhed eller som en trussel. Fabriksskorstene ser man også flere steder. De er symboler velstand, dynamik og et virilt samfund.

Kampen for frihed og demokrati efter 1945

Efter anden verdenskrig farer sejrsrusen over valgplakaterne. Man havde sejret over nationalsocialismen og Hitler. Der er noget at glæde sig over, og man smiler på valgplakaterne.

Årene efter krigen er genopbygning et nøgletema i valgkampen i årene frem. ”Lad Venstre stå for genopbygningen” eller ”Vi bygger Danmark op”, står der på flere valgplakater. I befolkningen er der frustration over den fortsatte varemangel og beskæftigelse, og det præger den politiske dagsorden. Men uanset politisk farve er frihed et kardinalpunkt i valget efter krigen. Kommunisterne i Danmark har stor held med deres udtryk i valgkampen.

”Kommunisterne var meget aktive i modstandskampen efter at Tyskland overfaldt Sovjetunionen i 1941. På plakaten har blyanten fået viklet et frihedsarmbånd om sig. Partiet brander sig selv som dem, der fører idealet, der voksede ud af frihedskampen videre. Frihed og demokrati er nøgleord i valgkampen. Også selvom man har forskellige opfattelser af det. Uanset hvad var det et plusord. Alle var demokrater efter 1945. DKP opnår det bedste valg nogensinde med 12,5 % af stemmerne og 18 mandater”, fortæller Lars K. Christensen.

De sprælske valgplakater forsvinder efter 1973

Ved valget i 1973 får Fremskridtspartiet med Mogens Glistrup i spidsen en jordskredssejr. I de kommende år går han til valg imod bureaukratiet og papirnusseriet, og udtaler sig bramfrit og slagkraftig om statsapparatet.

”Med sine ligefremme og provokerende udtalelser vækker Mogens Glistrup stor opstandelse, som når han siger, at forsvaret skal erstattes af en telefonssvarer, som på russisk erklærer, at Danmark overgiver sig. Samtidig skal statsministerposten afskaffes til fordel for en minister til afvikling af offentlig virksomhed”, fortæller Peter Nedergaard.

Til gengæld er Fremskridtspartiets valgplakater ligeså lidt farverige som de øvrige valgplakater.

”Nedgangen for valgplakaterne begynder fra omkring 1960. Man plejer at sige, at den gyldne periode for danske valgplakater er fra omkring 1920 til 1960, og derfra bliver de mere kedelige og konforme, hvor man kun ser en partileder eller et partibogstav. Forklaringen er, at fjernsynet overtager rollen som det vigtigste medium, når du har valgkamp. Plakaterne bærer ikke et budskab i sig selv, de referer til noget, der foregår et andet sted i de elektroniske medier”, fortæller Peter Nedergaard.

Valgplakaternes deroute mod det kedelige og konforme fortsætter i jævnt tempo i løbet af 1970’erne og 1980’erne. Dog med enkelte lyspunkter fra venstrefløjen og ungdomspartierne. Politikerportrætter med mandlige kandidater i jakkesæt, hvid skjorte og slips vinder frem akkompagneret af korte slogans. Partibogstavet og vælgerkrydset dominerer plakaten, og det lader til, at man holder fast i det frem til i dag.