Fra husmor til opdagelsesrejsende i Mellemøsten
Henny Harald Hansen var en af de første vestlige kvinder, der blev lukket ind i islams kvindeverden og åbnede den for resten af verden. Eventyret begyndte i 1944, da Henny blev skilt og flygtede fra besættelsesmagten.
“Man må mobilisere den frygtligste og mest hårdhudede nysgerrighed”
Henny Harald Hansen
Kurdistan 1957. I en landsby ved foden af de bløde bjerge er lerhusene med de flade tage stablet som trapper op ad bjergsiden. Mændene på den støvede gade ser faretruende ud med frynseturbaner og krumme knive i bæltet. I sheikens hus bor Henny Harald Hansen. Her skal hun leve sammen med familiens kvinder i fem måneder. Opgaven fra Nationalmuseet er ambitiøs. Hun skal afdække det tilslørede liv bag den sorte dragt.
”Man må mobilisere den frygtligste og mest hårdhudede nysgerrighed vedrørende, hvad der findes netop bag den dør, som altid lukkes så omhyggeligt, eller hvad der skjules af et gardin, som altid trækkes for. Man er tvunget til at skulle stille de mest intime spørgsmål og forfølge veje, man som almindeligt dannet menneske hurtigst muligt ville forlade”, fortalte Henny Harald Hansen om sit ophold i Kurdistan til Birgitte Rahbek, der skrev biografien Henny Harald Hansen (1992).
Kurdistan 1957 / Foto: Henny Harald Hansen
Månederne i Kurdistan bliver en enestående bedrift. Henny vinder kvindernes fortrolighed, og hun dokumenterer landsbyens kvindeliv med hverdagssysler, pasning af børn, deres tanker og følelser. Et liv, som hidtil kun var forbeholdt kvinder i familiens inderkreds, vel at mærke. Hennys observationer bidrager til helt ny viden om kvinder i Kurdistan, og hun får også gjort op med en sejlivet myte; at sløret er et fængsel. Ifølge Henny beskytter sløret kvinden, og det er kvinderne selv, der ikke vil ses af fremmede. ”Det er altså ikke kvinden, der er lukket inde, men manden, der er lukket ude,” slår hun fast.
Forsker Inge Damm fra Nationalmuseet har fulgt Hennys karriere tæt, og hun fortæller:
”Der var ingen, der nogensinde før var kommet ind i en muslimsk familie og havde levet sammen med dem, interviewet dem, fulgt dem i deres dagligdag helt ned i detaljen og forstået den. Det var en banebrydende indsats. Man havde ikke set på det med sløret som noget, der kunne forklares og forsvares. Det blev opfattet som et levn fra middelalderen.”
Henny Harald Hansen fortæller / Fotos: Henny Harald Hansen
Lige fra de første skriverier om livet bag slørret publiceres, bliver Henny en populær ekspert på islams kvinder. Hun havde blik for de stærke sider bl.a. familiebåndene og respekten for de ældre. Hun fortæller igen og igen indsigtsfuldt og fordomsfrit om de arabiske kvinders liv i dagblade og tv-programmer. Dage i et kvindeliv, som hun selv vendte ryggen til 14 år forinden.
Fra studenterhue til tilsløring
I 1923 gifter hun sig med maleren Harald Hansen, som hun mødte, da hun var malerelev på Kunstakademiet. Da Henny er 25 år, får hun en datter og nogle år senere en søn.
”Mens mine børn var små, passede jeg dem og fungerede som hjemmegående husmor, selvom det nok var det, jeg egnede mig mindst til, men min mand havde borgerlige idealer”, fortæller Henny Harald Hansen til Birgitte Rahbek.
I 15 år traver hun frem og tilbage på Langelinje med en barnevogn eller småbørn i hånden og længes efter at bruge sine hjernevindinger på andet end familiedriften. I 1940, da hun følger sin syvårige søn i skole, og hun ser ham forsvinde ind i skoleporten, køber Henny et studenterkursus, og som 42-årig får hun sin hue.
En luftalarm og en jobsamtale i en beskyttelseskælder
Ægteskabet knager i fugerne, og besættelsesmagten strammer sit greb om Danmark. Året er 1944, og folkestrejken er brudt ud. Imens flyvemaskinerne dundrer over København, og byens borgere gør oprør i gaderne, slutter Hennys ægteskab. Hun pakker sin dyne og en pakke havregryn og cykler ud af byen med kurs mod sommerhuset i Asserbo.
”Da jeg cyklede ned ad Gels Bakke ved Holte, græd jeg med det ene øje, fordi jeg syntes, det var så sørgeligt det hele, og samtidig så jeg med det andet øje en stor grøn plæne foran mig helt ud til horisonten. Nu kan jeg gøre nøjagtig, hvad jeg vil”, fortæller hun.
Henny vil studere dragter, og ad omveje spores hun ind på, at hun skal lave en udstilling om jugoslaviske dragter og broderier på Nationalmuseet. Den daværende direktør Dr. Birket-Schmidt tillader modvilligt en lille udstilling i foredragssalen en uge i påskeferien. På trods af en strålende anmeldelse i Politiken vil museumsdirektøren ikke finde arbejde til Henny. Men en dag er der luftalarm, og hun ender i samme beskyttelseskælder som Birket-Schmidt.
”Da vi var lukket inde i kælderen på Nationalmuseet, så han ingen vegne kunne komme, foreslog jeg ham, at jeg begyndte at måle nogle af de dragter op, som vi havde givet til Nationalmuseet efter udstillingen, og det gik han med til.”
Birket-Schmidt indvilliger og passerer hende ofte i Nationalmuseets kælder og kigger tørt på hendes grundige tegninger og studier af dragternes snit. Der går ikke længe, inden han sætter hende til at måle 200 dragter op, som Henning Haslund-Christensen tog med hjem fra sine ekspeditioner i Centralasien i 1936-37 og 1938-39.
Den kvindelige shaman Pu-vu'a / Foto: Haslund-Christensen, 1939
Hennys arbejde bliver til afhandlingen ”Mongol Costumes”, som udkommer i 1951. Imens hun tegner og måler dragter, læser Henny etnografi på Københavns Universitet, og i 1951 bliver hun magister, 51 år gammel.
Uønsket og ensom i Bahrain
Da Dokanekspeditionen tager afsted til Kurdistan i 1957, er Henny med, fordi hun har fået overtalt professor Jørgen Læssøe fra København Universitetet. Hun en moden kvinde, endda bedstemor, har de bedste forudsætninger, argumenterer hun.
” Jeg havde alle fordele, jeg havde været gift, jeg havde fået børn og jeg havde et kvindeligt erfaringsspektrum, som jeg kunne spørge ud fra,” fortalte hun til Birgitte Rahbek i bogen Henny Harald Hansen (1992).
En uge efter rejser hun til Irakisk Kurdistan til de vildsomme bjerge. Tre år senere tager hun til Bahrain.
Ude i ørkenen bliver Henny sat af i landsbyen Sar. I tre dage bliver hun opvartet af en familie, der efter gængs islamisk gæstfrihed har taget hende til sig som en gæst. Men på tredjedagen eskorteres hun bort. I stedet installeres hun i et lille stenhus uden vinduer. Der er et enkelt afløb, en trædør med hængelås, et primusapparat, en staldlygte og et tæppe. Når døren er lukket, er huset så mørkt som et gravkammer. Rundt om huset er landsbyens mænd stimlet sammen til et stormøde. De ønsker hende bort øjeblikkeligt.
Bahrain 1960 / Foto: Henny Harald Hansen
”Man ønskede ikke at beholde så uhørt et fremmedelement som en europæisk, enlig kvinde. Ingen europæer havde nogensinde boet i landsbyen. Samtidig var jeg klar over, at jeg som uønsket her, ville være uønsket i alle andre landsbyer. Skulle det umulige forsøges, måtte det gøres her. At vende hjem og erklære opgaven uløselig forekom mig også værre eller endnu mere umulig end at forsøge at bryde igennem den mur, som jeg så rejst for øjnene af mig i dette gravkammer af et vinduesløst hus i den sorte nat på breddegraden med Midtsahara”, fortæller hun i bogen I skyggen af Kerbala (1961).
En hidsig diskussion på arabisk udspiller sig for ørerne af Henny. Men mændene når frem til en løsning. Hun får allernådigst lov til at leje sit étværelses stenhus, og hun kommer under administration af en ”boy”, Madjid.
”Jeg skjultes i skyggen af en mand, en af deres egne. Han ville begrænse min bevægelsesfrihed i tid og rum. Han ville afgøre, hos hvem jeg kunne gå på besøg og hvor længe. Han kom og gik ganske efter sit eget hoved,” skriver hun I skyggen af Kerbala.
Månederne går, og de fleste dage bliver hun budt på kaffe, men aldrig et måltid. Det meste af tiden tåler de hende, men til andre tider frygter de hende. De vægrer sig ved at lade hende komme for tæt på de nyfødte, og børnene opsnapper de voksnes nådesløse kropssprog. En lille pige bliver bange, da hun støder på Henny på gaden.
Bahrain 1960 / Foto: Henny Harald Hansen
”Vild af rædsel ved synet af mig flaksede hun frem og tilbage mellem murene, som jeg ellers kun har set en fugl flyve rundt, når den har forvildet sig ind i et rum og ikke kan finde ud igen. Til sidst kom heldigvis en kvinde til syne, hos hvem det dødeligt skræmte barn kunne søge tilflugt”, skriver hun i I skyggen af Kerbala.
Ud af skyggelivet i Kerbala
Alligevel er Henny utrættelig i sine bestræbelser på at komme ind på livet af landsbyen. Med tiden kommer flere og flere af mændene og aflægger et visit hos Henny, og snart følger kvinderne og børnene trop. Henny faster under ramadanen, og så vidt muligt indsamler hun sine erfaringer om landbyens levevis ved at prøve det på egen krop.
”Hun havde en meget vanskelig begyndelse i Bahrain. Men de kvinder hun lærte at kende har lovprist hende lige siden,” siger Inge Damm.
Henny Harald Hansen fortæller / Fotos: Henny Harald Hansen
Opholdet i Bahrain bliver til bogen I skyggen af Kerbala, og i årene frem holder hun foredrag om sine oplevelser. Med populariteten i befolkningen følger også den akademiske anerkendelse, og da Københavns Universitet fejrer sit 500-års jubilæum i 1979, bliver Henny udnævnt til æresdoktor.
Udvalgte bøger af Henny Harald Hansen:
Klædedragtens kavalkade (1954)
Allahs døtre, blandt muhammedanske kvinder i Kurdistan (1958)
I skyggen af Kerbala, omkring en landsby på Bahrain (1961)
Kvinder bag slør (1964)
Den dag tænker hun tilbage på sin unge dage, da hun gik tur med sin nyfødte datter i barnevognen på Nørregade og passerede Københavns Universitet.
”Jeg havde kigget op på ørnen på universitetets logo og tænkt, at der ville jeg gerne ind. Men jeg kunne lige så godt have ønsket mig stjernerne ned fra himlen, jeg havde ingen chance,” fortæller hun til Birgitte Rahbek.
Henny fik set en hel del stjernehimler i sin karriere. Ikke kun dem i Kurdistan og Bahrain, men også Iran, Sarajevo og Egypten. Rejserne blev til flere bøger og foredrag, selv efter at Henny gik på pension i 1970.
Henny Harald Hansen fortæller om julen under fjerne himmelstrøg i DR udsendelsen HOPLA, 23.12.1979 (ca. 30 min inde i udsendelsen)
Tekst: Karen Torp-Pedersen
Faglig konsulent: Inge Damm
Produktion: Rikke Caroline Carlsen og Rune Clausen
Nationalmuseet 2018