”Dr. Livingstone, formoder jeg?” udbrød en ung mand, da han mødte den skotske eventyrer dybt inde i hjertet af Afrika i 1871. Stålsat og 29 år gammel havde Henry Morton Stanley sat kurs fra den amerikanske østkyst for at finde den berømte Dr. Livingstone, hvis skæbne optog hele den vestlige verden. Stanley havde rejst i flere måneder og tilbagelagt mere end 1100 kilometer gennem det afrikanske vildnis, inden han endelig fandt målet for sin farefulde rejse.

Under det, der er blevet et af historiens mest berømte møder, bar Stanley den ikoniske tropehjelm. Hjelmen var en del af standardudstyret for europæere, der rejste i troperne i 1800- og 1900-tallet, men i dag er den blevet et mørkt symbol på den undertrykkelse og udnyttelse af lokalbefolkningen, der huserede under kolonitidens æra.

I efteråret 2018 rullede en lavine af kritiske artikler og tweets gennem mediebilledet. Præsidentfrue Melania Trump havde under et besøg i Kenya båret en tropehjelm, og det udløste kommentarer som ”den hat repræsenterer Vestens imperialisme i Afrika” og ”aldrig mere hvidt overherredømme”. Derfor er det ikke bare en hat, når en hvid magthaver, som Melania Trump, i dag ifører sig en tropehjelm.

Forsvar mod en dødbringende sol

Det historiske møde mellem Stanley og Dr. Livingstone var højdepunktet på Stanleys barske rejse ind i det afrikanske kontinent, der viste sig at være særligt farlig på grund af den altfortærende sol.

Henry Morton Stanley i 1872 / Foto: Ukendt

Museumsinspektør Jesper Kurt Nielsen fra Nationalmuseet har selv rejst i tidligere tropiske kolonier, og han fortæller:

”Solen var et stort problem for ekspeditionsrejsende som Stanley, soldater, missionærer og kolonister.  Mange fik simpelthen solstik og døde. Nogle gange var der flere, der døde af solstik end af fjendens kugler, og deres frygt var ikke ubegrundet. Under Burma-felttoget under 2. verdenskrig kæmpede soldater i timevis og nogle gange dagevis uden at få nok at spise og drikke, og så fik de solstik. Mange af soldaterne omkom simpelthen i heden,” fortæller han.

Tropehjelmen blev et værn mod de varme stråler hos europæerne, og der opstod myter om, hvilke farer, den kunne beskytte mod. Da den danske opdagelsesrejsende Carl Kjersmeier udgav en rejsebeskrivelse i 1933 fortalte han, hvordan han og hans hustru var ved smelte væk på den vestafrikanske savanne. Her rasede en savannebrand, og solen bagte ned på den bil, hvor de sad og drømte om at kunne tage hjelmen af for at få lidt kølende luft til hovedet. Men frygten for at lide den berygtede soldød betød, at det kunne de ikke, for selv den mindste sprække i tropehjelmen ville få fatale konsekvenser.

Carl Kjersmeier i Vestafrika / Foto: Amalie Kjersmeier

I den engelsk-indiske hær gik det endda så vidt, at det blev sidestillet med mytteri, hvis en soldat blev set uden tropehjelm. Der blev slået hårdt ned på soldater uden hjelm, da man var dødsensangst for, at solen kunne gøre dem sindssyge eller slå dem ihjel, så de ikke kunne udføre deres forpligtelser i hæren. 

Det var nemlig ikke kun død, men også sindssyge, som solen kunne fremkalde mente man. I et brev fra 1912 afvises en kvinde på sin anmodning om ’en medfølende godtgørelse’, da hendes ægtemand efter otte års sygdom var blevet sindssyg efter en udstationering i Indien. 

Med tiden viste lægevidenskaben, at tropehjelmen ikke havde nogen betydning for hverken sindssyge eller soldød. Og efter 2. verdenskrig blev myten om, at vesterlændinge ikke kunne arbejde under eftermiddagssolen også aflivet, da man havde set, hvordan soldater havde overlevet kampe, så længe de var udstyret med rigeligt vand.

Os og de andre

Som kolonist var det vigtigt at skille sig ud fra lokalbefolkningen, og de gjorde en dyd ud af at være anderledes i den måde, de talte på, og hvordan de boede og gik klædt. Derfor spiste de for eksempel ikke de lokales mad, selvom kolonierne bugnede af friske frugter. De fik især i mellemkrigsårene transporteret mad på konservesdåser den lange vej fra Europa og USA ud til kolonierne.

”Hos de lokale har koloniregimet set meget magtfuldt ud. Nogen var modstandere og gjorde oprør, men andre har også kunnet se, at kolonisterne var rige, og mange ting var velfungerende. De boede i flotte huse, de kunne anlægge veje og de skabte modernitet. Så nogle af de lokale tænkte, at det ville de være en del af, så de begyndte at gå med tropehjelm”, fortæller Jesper Kurt Nielsen.

Afrikansk fetich med tropehjelm fra Côte d'Ivoire, 1930.
© National Museum of African Art Collection. Gave fra Philip L. Ravenhill og Judith Timyan

Den koloniale hovedbeklædning fik også en plads i den centralafrikaske religion. Små menneskelignende figurer udskåret i træ –  såkaldte feticher – var vigtige religiøse genstande i afrikanske ritualer. Feticherne var en kanal til de højere magter og fungerede som værn mod ondsindede ånder eller som en hjælpende hånd. Tropehjelmen var ensbetydende med autoritet hos lokalbefolkningen i Centralafrika, og derfor fik den en plads på hovedet af de små træfigurer.

Foto: Bob Fitch photography archive, © Stanford University Libraries

Lattervækkende og fæl

Populærkulturen har været med til at forme tropehjelmen, som et fælt symbol på det tidligere europæiske overherredømme. Hjelmen er tit fast inventar på hvide kolonisters hoveder i film som blandt andet ’Out of Africa’ og ’Indiana Jones’.

”I mange film er det altid den lattervækkende kolonist, som bærer tropehjelmen. Bærer du tropehjelm, så slår du de lokale, måske ligger du også i med stuepigen og er i det hele taget ikke et godt menneske. Men hvis du derimod tager din Stetson jagthat på, så kan du både være et godt menneske og måske også lidt lækker. Det er næsten altid sådan i film, at man kan ikke være lækker og god med tropehjelm på,” fortæller Jesper Kurt Nielsen.

I 2011 var det Søren Pind, som udløste en storm af forargede kommentarer på Facebook og Twitter. Under et besøg i Sydsudan var den daværende udviklingsminister fotograferet iført safarisæt og vinkende med en panamahat, da han steg ombord på et fly. Selv forklarede Pind til Berlingske, at hans påklædning var formelt passende, og at der ikke lå nogen hvidmands-æstetik bag.

”Tropehjelmen som symbol er nok blevet lidt overdrevet, da den tjente et praktisk formål. Den blev også båret af lokale, og så gik kolonister også med blød hat, stråhat og høj hat,” fortæller Jesper Kurt Nielsen. 

Alligevel er kolonialismens skyggesider i dag stærkt forbundet med tropehjelmen, og det er nok den hat, som har været lagt mest for had gennem tiden.