Udfører en søgningSøg

Danmarks historie for børn

Podcast: Danmarks historie for børn
Podcast: Danmarks historie for børn

1. Hornene af guld

Engang fandtes der to horn af guld, der hed ‘’guldhornene’’. Hornene var ret særlige, for de havde nemlig været i jorden i 1000 år, før de for omkring 400 år siden, blev fundet på en mark i Sønderjylland. I Danmark var man så glade for guldhornene, at de kom på Kongens kunstkammer, som var en slags museum for meget fine ting i gamle dage. Men så en dag, blev guldhornene stjålet… Museumsinspektør Peter Pentz er afsnittets fortæller.

Se transskription af episoden her.

2. Dronning Margrete 1.

Vi skal tilbage til middelalderen - en tid med slotte, riddere, konger og dronninger. Dengang havde konger og dronninger mere magt, end de har i dag - og dronning Margrete 1. havde så meget magt og succes, at hun samlede både Danmark, Norge og Sverige… Og så er det også noget med, at hun blev gift, da hun kun var 10 år gammel! Det kan du høre mere om, når seniorforsker Vivian Etting fortæller om Margrete 1.

Se transskription af episoden her.

3. Harald Blåtand

Vil du med tilbage til 900-tallet og vikingetiden? Det er en tid med sværd, skibe og sørøvere. I Danmark tror man på det her tidspunkt på de nordiske guder, som bl.a. guden Thor, der kan lave lyn og torden med sin hammer. Det bliver lavet om, da Harald Blåtand bliver konge i Danmark. Han indfører nemlig kristendommen, som vi kender i dag. Harald Blåtand laver også om på en helt masse andre ting, og var i øvrigt en ordentlig pralhals… Det fortæller museumsinspektør fra Kongernes Jelling, Adam Bak, om i det her afsnit.

Se transskription af episoden her.

4. Churchill klubben - modstandsdrenge under 2. Verdenskrig

Måske har du hørt om 2. verdenskrig og en mand, der hed Adolf Hitler? Men har du hørt om en gruppe drenge, der kaldte sig for Churchill Klubben? De gjorde modstand mod tyskerne og var så modige, at mange hørte om dem, og de fik lavet en tegneserie om de ting, de gjorde under krigen. Du kan høre mere om både krigen og klubben i det her afsnit, hvor fortælleren er museumsinspektør Mette Boritz.

Se transskription af episoden her.

5. Kvinders valgret

I dag bestemmer din mor sikkert lige så meget som din far. Og pigerne i klassen bliver hørt lige så meget som drengene, men sådan har det ikke altid været. Faktisk havde din tipoldemor – altså din mormors mormor slet ikke de rettigheder, som kvinder har i dag. Hør, hvordan det gik til, at kvinderne for over 100 år siden fik stemmeret.

Medvirkende: Mette Byriel-Thygesen, museumsinspektør.

Se transskription af episoden her.

6. Thorvald Stauning

Kunne du forestille dig at skulle arbejde fem timer om dagen FØR, du skulle i skole? Som 10 årig? Du kunne f.eks. køre varer ud for en butik, eller arbejde på en fabrik... Det lyder hårdt, men sådan var det for mange børn i Danmark i slutningen af 1800-tallet. Her voksede en dreng op, der hed Thorvald Stauning, i en meget fattig familie – så fattig, at lille Thorvald måtte arbejde for at hjælpe sin familie med at få råd til mad. Han blev senere statsminister og kæmpede blandt andet imod børnearbejde, og hvordan det gik til, kan du høre om i det her afsnit.

Medvirkende: Linda Nørgaard Andersen, program- og publikumschef, Arbejdermuseet.

Se transskription af episoden her.

7. Jægerstenalderen

Engang for mange tusinde år siden, boede mennesker i hytter, havde skindtøj og jagede dyr i skoven. Den tid kalder man for ‘’jægerstenalderen’’. Det var også en tid, hvor menneskene fik en ny bedste ven - nemlig hunden. Dengang levede man af jagt og det, man kunne samle i naturen. Man troede, at naturens sten, vand og jord både var magisk og levende.

Se transskription af episoden her.

8. Caroline Mathilde og Struensee

Tænk at blive forlovet med en person fra et andet land, som du aldrig før har mødt - og så allerede som 13-årig! Og så sige farvel til dine venner, familie og lille hund og flytte fra England til Danmark.

Sådan er det for Caroline Mathilde, der i 1700-tallet er dronning i Danmark, og her bliver hun gift med en konge der er lidt skør, og hun bliver forelsket i en anden mand… Hvad det alt sammen handler om, kan du høre om i den her episode.

Medvirkende: Johanne Steenstrup, Nationalmuseet.

Se transskription af episoden her.

S2E1. Den opfindsomme politimand

Hvis vi spoler tiden sådan ca. 120 år tilbage, så fandtes der hverken politihunde, fodgængerfelter eller smarte systemer til fingeraftryk. Men alt det, laver Hakon Jørgensen om på, for han var nemlig ikke kun politidirektør, han var faktisk også opfinder.

Vært og tilrettelægger: Rikke Mia Skovdal. Medvirkende: Frederik Strand, museumsleder for Politimuseet. Redaktør: Mette Hovmand-Stilling. Cover: Alek Modin. Podcasten er produceret af Talk Town i samarbejde med Vores Tid, Nationalmuseet.

S2E2. Magi og sygdomme

Før i tiden vidste man ikke lige så meget som i dag om, hvordan man undgår, at sygdomme spreder sig. Det lyder lidt mærkeligt i dag, men i 15-1600-tallets Danmark vaskede man ikke hænder og havde god hygiejne. I stedet bad man til Gud i kirken eller brugte magi til at beskytte sig mod sygdomme. Nogle af dem, der var rigtig gode til at eksperimentere med magi, var dem, vi kalder for kloge folk - eller hekse.

Vært og tilrettelægger: Rikke Mia Skovdal. Medvirkende: Louise Lindgaard, historiker ved Sydvestjyske museer, herunder HEX. Redaktør: Mette Hovmand-Stilling. Cover: Alek Modin.

S2E3. H. C. Ørsted: Den fantastiske opfinder

Måske har du prøvet at piske flødeskum med en elpisker? Du har også en ringetone på mobiltelefonen, hvis du har sådan en, og så har du ret sikkert lys i din el-pære på dit værelse. At det overhovedet er muligt, skyldes ret sikkert en mand, som hed H.C. Ørsted og som for omkring 250 år siden opdagede det, der hedder elektromagnetisme. Lyt med og få den fantastiske historie om en mand, som bare ikke kunne lade være med at opfinde.
Vært og tilrettelægger: Rikke Mia Skovdal. Medvirkende: Birgitta Præstholm, Leder af læring hos Danmarks Tekniske Museum. Redaktør: Mette Hovmand-Stilling. Cover: Alek Modin.

S2E4. Børnehjem: Hebron Pigehjem og Peter Sabroe

For lidt over 100 år siden i Danmark var der et børnehjem, der hed Hebron Pigehjem, hvor der var en rigtig skrap forstanderinde, der behandlede børnene meget dårligt. Men heldigvis var der en mand, der opdagede det og fik det stoppet. Han hed Peter Sabroe og blev kaldt for børnenes ven.

Medvirkende: Sarah Smed, Formidlingschef og historiker ved Danmarks Forsorgsmuseum. Vært og tilrettelægger: Rikke Mia Skovdal. Redaktør: Mette Hovmand-Stilling. Cover: Alek Modin.

S2E5. Skole

Forestil dig, at du går i en skole, hvor der i stedet for bøger, smartboards, computere og kladdehæfter er en sandkasse midt i rummet. Og at I lærer alting ved hjælp af remser og rim, som I skal kunne udenad og sige i kor. Meget var anderledes for skolebørn før i tiden.

Vært og tilrettelægger: Rikke Mia Skovdal. Medvirkende: Mikkel Venborg Pedersen, seniorforsker ved Nationalmuseet. Redaktør: Mette Hovmand-Stilling. Cover: Alek Modin.

S2E6. "De åndssvage"

Engang var der nogle øer i Danmark, hvor man isolerede mennesker, som man i gamle dage kaldte for åndssvage. Dengang brugte man ordet om dem, der var udviklingshæmmet. På øerne, var der blandt andre en pige, der hed Karoline og en dreng der hed Oluf, og dem kan du høre om i det her afsnit; hvorfor blev Karoline og Oluf blev placeret på øerne og om de kom derfra igen?
Vært og tilrettelægger: Rikke Mia Skovdal. Medvirkende: Sarah Smed, Formidlingschef og historiker ved Danmarks Forsorgsmuseum. Redaktør: Mette Hovmand-Stilling. Cover: Alek Modin

S2E7. Klima og dyreliv

Vidste du, at der engang for meget længe siden i Danmark levede mammutter og næsehorn ude i naturen? Hvilke dyr der lever i Danmark, afhænger særligt af klimaet. Dyr bor nemlig der, hvor der er mad til dem, temperaturen passer dem og mennesker ikke jager dem væk.

Det her afsnit handler om, hvad klimaforandringer gør ved vores dyreliv - både i fortiden og nutiden – men også lidt om, hvordan vi selv kan hjælpe naturen.

Vært og tilrettelægger: Rikke Mia Skovdal. Medvirkende: Morten Fischer Mortensen, seniorforsker ved Nationalmuseet. Redaktør: Mette Hovmand-Stilling. Cover: Alek Modin

S2E8. Valdemars vilde wifi

Valdemar Poulsen er lidt en hemmelig opfinder. Der er nemlig ikke så mange, der kender ham i dag. Men han opfandt forløberen for noget, som du ret sikkert kender - nemlig wifi-signalet på din telefon, telefonsvaren og det at kunne gemme koder på fx et dankort. Og så har han måske også haft ret stor indflydelse på et stort søslag. Hvad det handler om, kan du høre her.

Medvirkende: Mads Danker Danielsen, læringsdesigner på Enigma, Museum for post, tele og kommunikation.

Om Danmarks historie for børn

Tag med på en rejse tilbage i Danmarks-historien, der er fuld af fantastiske fortællinger. Vi skal blandt andet tilbage til vikingetiden med sværd og sørøvere, tyveriet af guldhornene og ikke mindst en gruppe drenge, der gjorde modstand under 2. verdenskrig. Serien er både underholdende, spændende, lærerig og fuld af både lydeffekter og medrivende musik. Mest for børn på 5-12 år og deres voksne. Du kan også lytte i i din podcast app.

Journalist og tilrettelæggelse: Rikke Mia Skovdal

Redaktør: Mette Hovmand-Stilling

Illustrationer: Alek Modin

Produceret i samarbejde mellem: Talk Town & Vores Tid.