Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Nationalmuseets kirkekonsulenter

Nationalmuseets kirkekonsulenter

Nationalmuseets lovpligtige kirkekonsulentfunktion – en del af museets antikvariske arbejde.

Ingen af Danmarks knap 1700 middelalderkirker er fredet. I den danske bygningsfredningslov hedder det ellers, at alle bygninger opført før året for middelalderens afslutning, nemlig 1536, automatisk er fredet. Men derpå er det præciseret, at dette ikke gælder for kirkebygninger, ” så længe de er omfattet af loven om folkekirken”.
Den danske folkekirkes kirkebygninger anvendes stadig til deres oprindelige formål. De er først og fremmest brugsbygninger, og deres vedligeholdelse administreres af deres brugere, dvs. Folkekirken repræsenteret ved de kirkelige myndigheder. Men de udgør samtidige helt enestående bygningsværker, som rummer en lige så enestående skat af kulturhistoriske værdier. For at sikre disse sider af kirkernes betydning, er det et lovbundet krav, at blandt andet Nationalmuseet afgiver udtalelser om alle de ændringer af kirkerne, der går ud over den almindelige vedligeholdelse. Nationalmuseet dækker alle landets kirker. Museet samarbejder med menighedsråd og kirkelige myndigheder på alle niveauer, samt med arkitekter, konservatorer og håndværkere over hele landet.
Besøg og rådgivning er uden udgifter for menighedsrådene, mens specielle opgaver som arkæologi, undersøgelser for skjulte kalkmalerier etc. skal betales.
Nationalmuseet bidrager gerne med vejledning, oplysninger og diskussioner om bevaring af kirkernes antikvariske værdier og kulturelle betydning for lokalsamfundet.

“Loven om den danske folkekirkes kirkebygninger og kirkegårde har til formål
1. at virke til, at folkekirkens kirkebygninger danner den bedst mulige ramme om menighedens gudstjenester, de kirkelige handlinger og andre kirkelige aktiviteter
2. at sørge for, at der er tilstrækkelig plads til begravelser på folkekirkens kirkegårde, og at disse fungerer som værdige og vel vedligeholdte begravelsespladser, og
3. at sikre, at der ikke sker en forringelse af de kulturværdier, der er knyttet til kirkebygninger og kirkegårde.”

Kontakt Nationalmuseets kirkekonsulenter
Vi bestræber os på at besvare alle henvendelser så hurtigt som muligt.
Henvendelse sker normalt via sekretæren på mailadressen: kirkekonsulenter@natmus.dk