Salg og ydelser

Det lille ekstra

Hvorfor ikke dykke lidt mere ned i historien, nu hvor jeres arrangement er på Danmarks største kulturhistoriske museum? Vi tilbyder en række muligheder, herunder omvisninger i Nationalmuseets imponerende samlinger, historiske lege til at skabe den tiltrængte pause eller skattejagt gennem museets udstillinger. Vi lover, at I bliver klogere – også på hinanden. Det er i øvrigt altid gratis at besøge museets udstillinger på egen hånd, når man besøger Nationalmuseet i forbindelse med et arrangement.

Time Travellers – et historisk tablet-race gennem Nationalmuseets udstillinger

Nationalmuseets kilometervis af udstillinger danner rammen om en tidsrejse gennem 5000 års gåder og mysterier. Oplev nationers storhed og fald samt ubegribelige beretninger i denne skattejagt, hvor tid og rum opløses, og I på få minutter rejser tusindvis af kilometer og hundredevis af år. Lad jer fortabe i et univers, hvor alt bliver en jagt på sandheden om fortiden, og hvor billeder, film og hjernevridere vil afgøre, hvem der til sidst står tilbage som vinderne af Time Travellers.

Time Travellers er en anderledes, dynamisk teambuilding-oplevelse. Spillet kan skræddersys til at rumme indhold, som I selv ønsker skal være en del af dagen. For eksempel kan udfordringer og spørgsmål om jeres værdier, medarbejdere, produkter eller andet der har relevans, integreres i dagen.  

Praktisk info

Skattejagten foregår indendørs på Nationalmuseet København

Varighed: 1-3 timer (kan tilpasses) 

Der er altid en instruktør til stede til at sætte i gang og følge op efterfølgende.

Deltagerantal: fra 15-400 personer.

Time Travellers arrangeres i samarbejde med Humanic Group. Læs mere her.

Playbuilding til møder, konferencer og events

En aktiv pause giver det gode afbræk i en mødedag. I kommer hinanden ved, får grint sammen og får fornyet energi til at forsætte jeres møde effektivt.

Gennem legen tilbyder vi den aktive start eller pause i jeres møde eller konference. Vi arbejder med elementerne interaktion, kommunikation, samarbejde og kreativitet med udgangspunkt i historiske lege fra dengang morfar var barn. Der er altid en instruktør til stede, som dirigerer og motiverer. Playbuilding kan vare lige fra ½ time til 2 timer og er en pause, hvor I er garanteret smil på læben og masser af god energi.

Skal I holde en fest eller middag kan vi også tilbyde spillestande med forskellige sjove og historiske spil, som indbyder til aktivitet, konkurrence og dyster. Spillestanden understøttes af én instruktør, som kan introducere jer for spillene.  Derudover vil spillestanden kunne udvides med fælleslege, som instruktøren vil byde ind til – alt fra kamplege til tagfatlege.

Der er garanti for mange timers underholdning, hvor alle kan være med uanset alder, køn og kultur.

Playbuilding arrangeres i samarbejde med Gerlev Legepark. Læs mere her.

Private omvisninger

Kom med og mærk historiens vingesus, når Nationalmuseet inviterer dig med på en rejse rundt i Danmarks historie på en privat omvisning.

Oplev fx en af Københavns skjulte juveler: Herskabslejligheden Klunkehjemmet, som står præcis som den gjorde i årene 1890-1914 - dengang, grosserer Rudolph Christensen boede der med sin hustru, sine døtre, tjenestefolk - og Danmarks første toilet med skyl!

Eller tag med på en rejse gennem Danmarks Oldtid. Se og hør om de mest spektakulære fund fra stenalderen, bronzealderen, jernalderen og vikingetiden. Vi kommer blandt andet forbi Uroksen, Solvognen, Egtvedpigen og Guldhornene. 

Læs mere om private omvisninger her.

Del denne side