Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud
26. april 2022

Stor bevilling til forskning i naturens eget magasin

Undervandsarkæolog og seniorforsker på Nationalmuseet David Gregory kan starte nyt forskningsprojekt om bæredygtig kulturarvshåndtering. Det er første gang, at en forsker på Nationalmuseet modtager bevilling fra European Research Council.

Museer har magasiner. Mange magasiner. På Nationalmuseet alene er langt de fleste af de to millioner genstande trygt og sikkert bevaret på magasiner. Så selv om de ikke er synlige for publikum, spiller magasinerne en meget vigtig rolle for, at der fortsat kan fortælles nye relevante historier om historien.

Men det er ikke altid, at der er behov for klima- og skadedyrssikrede rum med overvågningskameraer og streng systematik for at kunne bevare danskernes kulturarv. Naturen har også et godt tilbud til os: Havet.

I dag estimeres det, at der på verdensplan findes mere end tre millioner skibsvrag. I Danmark alene vrimler det med kulturarv under vandet. Der estimeres at være op til 20.000 vrag og spor efter cirka 20.000 stenalderbopladser, så der er rigeligt at passe på. Eksempelvis ligger der ud for den jyske vestkyst vrag fra det eneste totale slagskibssøslag under 1. verdenskrig, og for nylig blev den berømte polarforsker Ernest Schackletons 100 år gamle skib HMS Endurance fundet i virkelig god stand tre kilometer nede i det iskolde polarhav ved Antarktis.

Seniorforsker på Nationalmuseet David Gregory har netop modtaget en bevilling på 2,5 millioner EUR over fem år til at kunne styrke fagligheden på området, så der kan tages beslutninger om undervandskulturarv på et endnu bedre videnskabeligt grundlag. Forskningsprojektet kaldes ’Endure’.

”I et havmiljø, som er under ekstrem hastig forandring og under et øget pres fra menneskelig påvirkning, er det nødvendigt at udvikle nye koncepter for bedst muligt at kunne tage beslutninger om bevaringen af vores undersøiske kulturarv,” siger David Gregory. ”I dag tages sjældent bevidste beslutninger om at bevare genstande in-situ, simpelthen fordi der ikke er et godt grundlag at tage beslutninger på,” mener han.

Med ’Endure’ ønsker vi at udrede både de naturlige og menneskeskabte forfaldsprocesser i det marine miljø. Projektet vil foreslå en ny konceptuel ramme, som kan benyttes, når der skal tages beslutninger om kulturarvsrelaterede spørgsmål i det blå dyb.

”Det er en virkelig stor cadeau til Nationalmuseet som forskningsinstitution, at en af vores forskere har modtaget bevilling fra den øverste hylde på europæisk plan. Formålet med vores forskning er at gøre os alle klogere på nutiden ved at fortælle om og forske i vores historie. Det indebærer også, at vi hele tiden optimerer og forbedrer vilkårene for den kulturarv, der dukker op. Så vi også gør det muligt for fremtidige generationer at forske og formidle,” siger vicedirektør på Nationalmuseet med ansvar for forskning, samling og bevaring, Lars Højer.

For David Gregory har et helt særligt mantra været gældende gennem hans arbejde med bevaring under vandet:

”Vi taler ofte om, at når noget er ude af øje, er det ude af sind. Men det må ikke gælde for vores kulturarv, blot fordi den er skjult under vandet. Hvis vi mister disse genstande, så mister vi vores viden og vores historie,” siger han og påpeger, at mange af de bedst bevarede stenalderfund er gjort ved undervandsbopladser. Der kan i visse tilfælde simpelthen være bedre bevaringsforhold under vandet.

Han håber, at den nye viden fra forskningsprojektet kan skabe et endnu bedre samarbejde mellem konservatorer, naturvidenskab og arkæologer, men også et bedre beslutningsgrundlag for alle, som arbejder med forvaltning af havbunden.
 

Endure-projektet

Endure kommer til at foregå i samarbejde med forskere på to institutioner:

  • Sea War Museum Jutland i Thyborøn samarbejder med Nationalmuseet om forskning i nedbrydning af vrag i Nordsøen og Østersøen på baggrund af en bevilling fra Kulturministeriets Forskningsudvalg. https://www.seawarmuseum.dk/Sea-War-Museum
  • Ulster University, som er eksperter inden for dokumentation og opmåling af skibsvrag og undervandsbopladser. Universitetet har arbejdet sammen med Nationalmuseet om forskning i nedbrydning og bevaring af undervandskulturarv gennem mange år. https://www.ulster.ac.uk/

 

Baggrund om David Gregory

David Gregory er oprindelig kemiker, men fandt efter kort tid ud af, at hans fremtid lå under vandet som undervandsarkæolog.

Som dreng var han flittig bruger af lokalmuseer og besøgte ofte udgravninger, men han havde også en drøm om at blive dykker.

Har været tilknyttet Nationalmuseet siden sin post.doc i 1996. Er i dag seniorforsker i afdelingen for miljøarkæologi og materialeforskning og adjungeret forskningsprofessor på Environmental sciences Research Institute, Ulster University.

Siden David Gregory startede på studiet i forhistorisk arkæologi, har han undret sig over, hvorfor nogle fund er godt bevaret imens andre er helt nedbrudte. Det er netop koblingen af arkæologi og naturvidenskab, der bliver motoren i Davids forskningsprojekt. Og til dagligt befinder han sig lige så godt på Nationalmuseets laboratorier i Brede, som under vandet.

Desuden har David Gregory været:

  • Professor MSO 2013 – 2016 i forbindelse med SASMAP (www.sasmap.eu)
  • Adjungeret forksningsprofessor på Syddansk Universitets uddanelse i marinarkæologi 2016-2019
     

Og så modtog han i 2016 Europa Nostra-prisen, som er EU-Kommissionen og Europa Nostras pris, der hver år uddeles for at fremme Europas kulturarv.

David Gregory dykker ved stenalderbopladsen Tudse Hage. Foto: Morten Johansen, Vikingeskibsmuseet.

Se også