16. marts 2018

Fremtidsmuseet

Smid excel-arket på museum – ikke museet på excel-ark!

Museernes rolle i samfundet handler om alt det mystiske, overraskende og udfordrende, der ikke kan måles i et excel-ark. Derfor skal museerne være fri til at eksperimentere, i stedet for at blive katedraler for ubestridelige fakta. Det er nogle af de centrale budskaber fra en samtale mellem ’grand old man’ Christian Gether og Nationalmuseets 24 år yngre direktør, Rane Willerslev.

 

Lyt til hele samtalen mellem Christian Gether og Rane Willerslev.

 

– Forvirring vil være fantastisk. Jeg har ikke noget imod forvirring. Hvis den lukker en ny erkendelse op og får folk til at sige ’nå for fanden’.

Christian Gethers engagement er ikke til at tage fejl af denne råkolde novemberaften, hvor to af dansk museumsverdens personligheder mødes med ild i pejsen og vin i glasset i Rane Willerslevs sommerhus i Tisvilde. Målet er at lade tung erfaring og ung vildskab tørne sammen i en afsøgning af udfordringer og sigtelinjer for fremtidens museer.

Og selvom de to repræsenterer to tidligere adskilte kategorier, nemlig kunstmuseet og det kulturhistoriske museum, kan det kun gå for langsomt med at bryde den grænse ned, selvom publikum kan blive forvirret. Eller måske netop for at give plads til forvirringen. Det har Christian Gether længe argumenteret for. Og kollegaen på Nationalmuseet er enig:

– Store videnskabelige indsigter kommer ved, at du presser tanken ud i et grænseland. Og i det grænseland vil du i sagens natur altid støde ind i andre videnskaber og andre erkendelsesformer. Det er simpelthen forudsætningen for, at videnskab er interessant. Det kulturhistoriske museum i sin skolebogsform er totalt uinteressant, også for videnskabsmanden. Videnskabsmanden er jo ikke drevet af det, vi allerede ved. Han er drevet af det vi IKKE ved. Der hvor teorierne er ved at kollapse. Og der flyder du over i kunst, religion, spekulative teorier og nihilisme, siger Rane Willerslev. Han finder inspiration i kunstmuseerne og husker især en oplevelse han havde på ARKEN ved at gå igennem Olafur Eliassons sansetunnel, hvor selve formen gjorde noget ved erkendelsen.

– Hele grebet om æstetik har i den grad manglet i det kulturhistoriske museum. Form og indhold er forbundne. Det, der gør videnskab så umådelig kedeligt i sin klassiske form, er at formen er givet på forhånd. Men indholdet udfordrer jo formen, og omvendt. Det er det, kunstmuseet kan, og som vi skal lære af. Eksperimenter med form burde være museets mantra, siger Rane Willerslev.

Museer er meget mere end fakta
Et af Willerslevs skrækscenarier for fremtiden er, at museerne bliver reduceret til holdepladser for fakta. At politikere og gæster vender sig mod museerne som en slags sidste bastion for faktuel viden i takt med, at alternative fakta og ’fake news’ infiltrerer det offentlige rum.

– Risikoen er, at museerne bliver kapret, og man siger ’det kan godt være at vi ikke kan stole på, hvad journalister skriver, eller hvad der står på internettet. Men vi kan gå på Nationalmuseet, og så får vi den faktuelle viden. Der ligger der en enorm udfordring i, at museet bevarer sin legende omgang med viden, som i virkeligheden er museets forudsætning.

Tilsvarende oplever Christian Gether, at tidens store ledestjerne er blevet excel-arket. I et forsøg på at effektivisere, forudsige og kontrollere er regnearket blevet gjort til styringsredskab for åndsliv. Han henviser til en af 60ernes store samfundstænkere, Marshall McLuhan, som med udgangspunkt i fjernsynes fremmarch advarede om, at ’the medium is the message’. Mediets logik kommer til at diktere indholdet. Og i dag er mediet excel-arket.

– Jeg ser excel-arket som et symbol. Det er inden for den boks, man skal tænke. Samtidig opfordres vi til at tænke uden for boksen. Men når vi gør det, så kan det ikke registreres. Det, som ikke kan rummes i excel-arket, eksisterer ikke. Det er ikke relevant, og vi kan ikke godskrives for det. Men det er jo det, der ligger uden for excel-arket, der er det vigtige. Og Rane Willerslev supplerer:

– Præcis. For det er det tredje perspektiv, der ligger uden for økonomi-tænkningen, vi taler om, når vi taler kunst og videnskab. Kunsten og videnskabens mål må være at overraske fra et perspektiv, der ligger uden for det etablerede. Men tendensen går desværre i den modsatte retning.

 

Intet er irrelevant på forhånd
En af Christian Gethers centrale pointer er, at man aldrig kan afgøre værdien af eksperimenter og forskning på forhånd. Han husker især et forløb på Aarhus Universitet i 70erne, hvor det han kalder ’kommissær-vældet’ satte sig som mål at identificere irrelevant forskning.

– Der tog man Thorkild Schiølers doktordisputats frem. Han havde skrevet om arabiske vandløftningshjul fra 3000 år før Kristi fødsel og frem til år 0. Og da titlen blev læst op, så rungede latteren gennem hele auditoriet. Noget mere irrelevant og borgerligt kunne man jo ikke forestille sig.

Mange år senere mødte Christian Gether og Thorkild Schiøler hinanden i Rom. Nu var Schiøler tilknyttet FN's landbrugsorganisation, FAO, som ekspert i overrislingsanlæg i u-landende.

– Han kunne nu tage ud og lære landsbyboere, hvordan man med bambushjul og kopper kunne trække vand op hele døgnet. Den forskning, som blev betragtet som totalt irrelevant, reddede livet for tusindvis af mennesker mange år senere. Derfor må du aldrig sige, at forskning og erkendelse er irrelevant. Den er altid relevant et eller andet sted, siger Christian Gether.

Sæt museerne fri!
Gether har en drøm om, at museerne kan blive laboratorier for formidling af ny erkendelse og udvikling af kreativitet. Testmaterialet, nemlig gæsterne, går jo rundt på museerne i forvejen. Og derfor bør museerne hele tiden tage nye greb i anvendelse, som man ikke på forhånd kan forudsige værdien af.

Rane Willerslev deler den samme drøm og tilføjer, at forudsætningen for, at museerne bliver et omdrejningspunkt for den legende tanke er, at politikerne modstår fristelsen i at overtage styringen.

– Den politiske virkelighed er fokuseret på at løse det 20. århundredes problemer. Ikke fremtidens problemer. Så forudsætningen for, at vi kan operere frit, er at vi bliver holdt fri af politiske krav.

– Det er præcis de ord, jeg altid bruger – at sætte museerne fri af politiske forventninger og styring. Lad dem være et åbent forum, hvor den frie og vilde tanke kan udfolde sig, slutter Christian Gether.

 

Ovenstående samtale og artikel er blevet til som bidrag til et festskrift for Christian Gether i anledning af hans 70 års fødselsdag.

Se også

Del denne side