Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud
12. marts 2019

Et mareridtsbesøg på Nationalmuseet

Når mørket faldt på, krøb man sammen i alkoverne i 1800-tallet, for når lyset blev pustet ud kom nattens væsener frem. Maren, helhesten, lygtemænd, genfærd og mange andre gysende skabninger. Natten var farlig. Man vogtede sig for den, og det gør man stadig. Et mørkt soveværelse kan stadig skræmme børn. Men nu får de et univers, hvor de kan bekæmpe deres frygt.

Send børnene ud i en mørk skov
I Nationalmuseets nye sanselige børneunivers ”Sov sødt - håber du overlever natten!” træder børnene ind i bondestuen fra 1800-tallet. Lyset slukkes og børnene må kravle ud af alkoverne og vandre ud i den mørke skov. Uglen tuder, vinden suser og mørkets væsener smyger sig bag træerne. Måske ser de en lygtemand, der vil lokke dem på afveje eller en helhest, som de må gemme sig for. Når børnene til byporten, venter der dem flere prøvelser. For både tyveknægte, bidske hunde og Fanden selv har frit spil i den sovende by. De børn, som når igennem natten, ser dagen gry med fornyet mod.

”Natten er et mørkt og mystisk kapitel i vores kulturhistorie. Igennem hele historien har vi været mørkerædde, og i dag er mange børn bange for at ligge i et mørkt soveværelse. Derfor har vi skabt et univers, som kan være et afsæt for en samtale med de voksne om det, man er bange for. Vores ønske er, at børnene med hjælp fra vores forfædre kan finde modet til at konfrontere deres frygt, siger museumschef Anni Mogensen.

Gå baglæns i seng og sov trygt
Igennem menneskets historie har vi krøbet sammen i ly for natten i en hule og senere i et hus. For vi er mere udsatte over for vilde dyr, ånder eller mennesker med onde hensigter, når mørket bryder frem. Natten er blevet kontrasten til alt det gode og et rum for magisk aktivitet

For bondemanden i 1800-tallet var der en frygtelig aktivitet om natten. Historier om genfærd, marer og natvæsner føg over langbordene. Heldigvis havde vores forfædre mange fiffige løsninger på at bekæmpe nattens væsener.

“Man kunne holde nattens væsner i skak med brug af eksempelvis marekors, hørfrø og snedige tricks. Man kunne gå baglæns i seng eller hænge en stålkniv over døren. I bondesamfundet var mørket og alt det farlige et livsvilkår, og man tilpassede sig, så man kunne håndtere det mørke i verden, siger Charlotte S. H. Jensen, der er mag.art i Nordisk Folkemindevidenskab.

Kort om ”Sov sødt - håber du overlever natten!”
Et nyt sanseligt og interaktivt univers for børn på Nationalmuseet, som man kan prøve i museets åbningstid fra 13. april. De besøgende kommer ind i hold og bliver sendt ud i natten. Nattevandringen tager ca. 20 minutter, og børn skal ledsages af en voksen. I det nye univers kan børn arbejde konstruktivt med deres frygt og lære af vores forfædre, som har mange løsninger på, hvordan man overvinder nattens rædsler. Anbefalet alder: 7-11 år. 

Nordea-fonden har støttet ”Sov sødt - håber du overlever natten!”


Se også