Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud
20. september 2018

DIME går i luften

Den nye digitale metaldetektor database, DIME, giver nye og forbedrede muligheder for amatørarkæologer til at dokumentere og sammenligne deres fund.

I dag lanceres DIME. Det er en digital metaldetektor database, henvendt til amatørarkæologer. Formålet er at skabe bedre oversigt over de mange detektorfund og effektivisere arbejdsprocessen.

Nationalmuseet sidder i styregruppen

Forskningsprojektet DIME er støttet af Krogagerfonden. Nationalmuseet sidder i DIME’s styregruppe sammen med en række lokalmuseer og Sammenslutningen af Danske Amatørarkæologer. Det sikrer at alle med interesse i projektet er repræsenteret. Nationalmuseet er i gang med at udvikle moduler, som kan tilkoble sig museets registreringsarkiver, og dette vil blive inkorporeret i DIME. Amatørarkæologerne har længe efterspurgt en fælles database og funktionaliteten i DIME er derfor baseret på online spørgeskemaer udsendt til amatørarkæologerne. DIME er både en app til telefonen og et program man kan logge ind i på museerne. Nationalmuseet håndterer mange danefæ fund, som kommer direkte fra folk der går med metaldetektorer ude i felten. De kan derfor videregive informationer med det samme, såsom billeder, fund-lokationer og præliminære bestemmelser af hvad fundet er.

Fra muld til registreringsarkiver

”DIME er en platform, hvor alle de informationer, som bliver indsamlet i felten kan uploades direkte til lokalmuseet, videre til Nationalmuseet og i princippet videre til de nationale registreringsarkiver,” fortæller Mads Dengsø Jessen, der er museumsinspektør på Nationalmuseet. DIME vil skabe en større offentlig tilgængelighed, samt en lettere adgang for forskningen. Man får en registreringsdatabase, hvor registreringer er sammenlignelige på nationalt plan. DIME åbner mere op for Crowdsourcing og Citizen Science – amatører i felten der leverer information til brug for forskningen. På den måde bliver forskningsnetværket direkte opbygget af lægfolk.

 

Se også