Trelleborg får sommerbus til døren

 

Turister og besøgende uden bil får hele juli bedre mulighed for at besøge Trelleborg, når en busrute kommer til at køre mellem Slagelse og vikingeborgen Trelleborg.

 

I hele juli bliver det meget nemmere at besøge vikingeborgen Trelleborg, der er en del af Nationalmuseet. I den periode vil der nemlig køre en bus mellem Slagelse og Trelleborg. Det betyder, at turister og besøgende kan tage toget til Slagelse og derfra tage bussen det sidste stykke til Trelleborg.

 

- Vi er rigtig glade for, at der kommer en direkte busrute. Det betyder, at mange flere får mulighed for at komme ud og besøge os. Jeg håber, at det vil give flere besøgende, og jeg håber, at mange af dem, som i dag opgiver en tur på Trelleborg, fordi de ikke har en bil, vil benytte sig af bussen, siger museumschef Anne-Christine Larsen.

 

Trelleborgbussen kommer til at køre en gang i timen mellem Slagelse Station og Trelleborg. Dens afgangstider vil ligge, så det passer med togenes ankomst- og afgangstider. Den kommer til at køre hele juli, som også er Trelleborgs højsæson og dermed er der også mulighed for at tage bussen, når der i uge 29 er den årlige Vikingefestival.

 

- Vi vil gerne give endnu flere mulighed for at besøge vikingeborgen, som er en af vores største turistattraktioner. Vi overvejer også muligheden for at lade bussen kører i efterårsferien, hvor lokalsamfundet har efterspurgt en direkte forbindelse fra stationen til museet. Men i første omgang er det et forsøg, så vi kan undersøge om der er grundlag for en busrute på mere permanens basis, siger udvalgsformand Villum Christensen (I).

 

Trelleborgbussen eller linje 439, som bliver busrutens navn, starter med at kører den 1. juli og køre indtil slutningen af juli. I weekenden kører bussen mellem ca. kl. 9.30 og 17.15 og på hverdage mellem kl. 10 og kl. 17.

 

 

Del denne side