Udfører en søgningSøg

Gravpladsen

Trelleborgs gravplads rummer mindst 135 grave med 157 døde. De fleste skeletter er dårligt bevarede, og gravene er sparsomt udstyrede eller helt uden gravgods. I den ældre del af gravpladsen har nogle af de døde dog fået gravgods med. Det er f.eks. jernknive og små hvæssesten, men også enkelte økseblade, perler og andre smykker er fundet i gravene.

En af mandsgravene var særligt fornemt udstyret med bl.a. dele af en lille skål i bronzeblik og en stor økse med sølvindlægning. En rig kvindegrav indeholdt bl.a. bronzespænde, perler, træskrin og spillebrikker. De yngste grave er helt tomme. De er anlagt, da man var gået over til kristendommen, og gravgods ikke længere blev brugt.

Massegrave

Der er fundet tre massegrave med i alt 20 lig. De døde har tilsyneladende været mænd mellem 20 og 35 år. En af gravene indeholdt ligene af 10 personer, hvoraf den ene person havde fået det ene ben hugget af over knæet.

Måske var de krigere, der var faldet i kamp? Selvom der er overvægt af yngre mænd i gravene, er også midaldrende mænd samt kvinde og børn begravet på gravpladsen.

Menneskeofringer

I nogle af brøndene på borgpladsen blev der fundet menneskerester. To af disse indeholdt hver to børn. Den ene brønd, som kan ses i udstillingen, indeholdt en fireårig og en syvårig samt bl.a. mange husdyrknogler. Den anden brønd indeholdt to børn på fire år, en hel ko og en hund, samt resterne af fire heste, fem svin og to får.