Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Dateringsmetoder

Når man vil datere arkæologiske genstande eller anlæg kan man bruge flere forskellige metoder bl.a. typologi, stratigrafi, kulstof 14-analyse og årringedatering.

Typologi

Oldtiden er opdelt i tre forskellige perioder efter det foretrukne materiale til fremstilling af redskaber, sten, bronze og jern (stenalder, bronzealder og jernalder). Inden for de enkelte perioder vil der være en vis udvikling over tid i redskaber, smykker og husgeråds funktion og dekoration.

På baggrund af disse ændringer etableres en typologi for de enkelte genstande. Ved typologisering kan genstandes indbyrdes alder således vurderes.

Stratigrafi

Ved stratigrafiske iagttagelser kan man vurdere den indbyrdes alder mellem f.eks. to vikingetidsgrave, der er anlagt over hinanden. Her vil den øverste grav være den yngste grav, og denne grav er nedgravet i den ældre underliggende grav.

Kulstof 14-analyse

Alle levende organismer optager den radioaktive isotop C14, så længe de lever. Når de dør stopper optagelsen. Derefter bliver der gradvis mindre af det radioaktive C14. Ved at måle mængden af C14 i organiske rester, bliver det derfor muligt at regne ud, hvor mange år, der er gået siden organismens død.

Årringedatering

Årringedatering eller dendrokronologi er en naturvidenskabelig dateringsmetode, som bliver brugt til at bestemme alderen på et stykke træ.

Træer vokser mest i sommerhalvåret, og der dannes karakteristiske cirkler i stammens tværsnit - de såkaldte årringe. På endefladen af et fældet træ kan man tælle sig frem til træets alder. Hvert år dannes en ny årring, hvis bredde varierer fra område til område afhængig af vækstbetingelserne og vejrforholdene.

Træer, der har vokset inden for samme geografiske område, vil have de samme variationer i årringebredden over tid.

Hvis et træ er 120 år gammelt, og man sammenligner det med et stykke træ fra en bygning, der er 80 år gammel, vil 40 af de to træstykkers årringe være ens. Man kan komme længere og længere tilbage i historien ved gradvist at stykke de overlappende trædele sammen til en lang samlet kurve.