Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Tag med vikingerne på togt

Foto Ulrik Jantzen

Udstillingen åbner 26. juni 2021.

Se Danmarks absolut største samling af skatte fra vikingetiden, når vi åbner udstillingen"Tag med vikinger på togt". Hop med ombord på det mest eventyrlige vikingetogt nogensinde. Du skal plyndre, kæmpe og undvige ildbomber.

På en efterårsdag i 859 viser en drage sig i Middelhavet. Den hugger igennem bølgerne med kurs mod Nordafrika. Dragehovedet sidder på et prægtigt vikingeskib fra Skandinavien. Kaptajnen er den sagnomspundne viking Bjørn Jernside og hans krigeriske kumpan Hasting. Antændt af begær efter sølv og eventyr drager hele flåden på 62 skibe på togt mod Rom.

Nationalmuseets gæster kommer med på det dødsensfarlige togt. De er med, når den legendariske flåde forcerer emiren af Nordafrikas forsvar. De er med, når vikingerne plyndrer hans by. Og de er med, når rejsen kulminerer i det skæbnesvangre øjeblik ved Gibraltarstrædet på vej hjem til Norden. For bag Afrikas røde klipper venter sultanen af Cordobas mægtige flåde. De er hævntørstige og har et helt nyt våben – græsk ild, som viser sig på himlen som store frygtindgydende ildbomber.

Lykkes det Bjørn Jernside, Hasting og Nationalmuseets gæster at undvige brandpile og flammehav? Det vil tiden vise.

Verdens største vikingeskib og skattene fra rejserne

Udover totaloplevelsen om togtet, som er bygget på Martin De Thuras filmiske fortælling om togtet, indeholder udstillingen også verdens største samling af fund fra vikingetiden. Bl.a. en dansk legende, som netop er vendt hjem. Vikingeskibet Roskilde 6 har de seneste år været udstillet på museer rundt om i verden. Nu kan man se resterne af vikingeskibet i udstillingen, som måler 37,4 m. Skibet fra 1025 blev fundet i Roskilde havn i 1997. Et andet højdepunkt i udstillingen er Fæstedskatten – Danmarks største guldfund fra vikingetiden med en samlet vægt på 1,5 kg.

Ny viden: Vikingerne var pyntesyge

Udstillingen kommer også til at præsentere den nyeste viden om vikingerne. Forskere har nu et kvalificeret bud på, hvordan vikingerne så ud, hvad de fik at spise, hvordan de klædte sig, og hvilke skavanker de led af. Forskere og arkæologer har endevendt vikingegrave i Skandinavien og England. Strontiumanalyser og DNA-prøver har givet helt nye indsigter i vikingernes liv. I udstillingen oplever du, hvordan vikingernes hverdag så ud, når de ikke var på togt eller i krig.

Kort om udstillingen ”Tag med vikingerne på togt”

  • Udstillingen kan opleves i Nationalmuseets største udstillingshal, Egmonthallen, fra 26. juni og tre år frem.
  • Udstillingen består af to dele. Først oplever man vikingernes verden og ser nogle af vikingetidens mest spektakulære skatte. Derefter tager man med vikingerne på togt i en filmisk fortælling, hvor gæsten får fornemmelsen af, at de er med på rejsen.
  • Arkæolog og bestsellerforfatter Jeanette Varberg er drivende kraft bag udstillingen. Filminstruktør Martin De Thurah instruerer det filmiske univers ”Togtet”, som gæsten træder ind i.
  • Det faglige hold bag udstillingen er ud over museumsinspektør Jeanette Varberg, seniorforsker Anne Pedersen, seniorforsker Lisbeth Imer og museumsinspektør Peter Pentz.
  • Udstillingen er en del af en trilogi. I 2024 vil Nationalmuseet præsentere næste udstilling ”Vølvens spådom” om vikingerne i 900-tallet.