Besøg Hangar 46, Flyvestation Værløse

- et magasin med tungt militært udstyr fra 1950 og frem.

Bliv klogere på Danmark under Den Kolde Krig, mens du kommer helt tæt på den tids militære udstyr i Hangaren. Hangar 46 indeholder tungt, militært udstyr fra 1950 og frem. Så du kan komme helt tæt på en Leopard-kampvogn, pansrede mandskabsvogne, Nike-missiler, haubitser, jeeps og Nimbus-motorcykler.

Vi kigger også på dansk militærhistorie fra Den Kolde Krigs afslutning og frem til i dag. En af de helt særlige genstande, der gemmer sig i Hangaren, er den kampvogn, der skød det første skud i operation ’Bøllebank’ fra krigen i det tidligere Jugoslavien, hvor danske soldater var en del af den fredsbevarende FN-styrke. Vi ser også Gåsetårnet fra Camp Eden i Irak, hvor danske soldater var udsendt fra 2003 til 2004.

Dette er en historisk rundvisning, der fortæller om de krige, hvor udstyret har været brugt. Vil man kigge nærmere på det enkelte udstyr, er der efter rundvisningen mulighed for kort at genbesøge genstandene på egen hånd.

Rundvisningen varer ca. 45 min. 

Sted: Hangar 46, Flyvestation Værløse, Sandet, Kirke Værløse, 3500 Værløse.

Periode: Der er muligt at booke rundvisninger til mellem den 1. juli og den 31. juli 2019

Pris: 1500 kr. plus entré (op til 30 personer) 

For at booke rundvisningen skriv til os på booking.krigsmuseet@natmus.dk eller ring på telefon 3392 7085. Hverdage kl. 09.00-12.00 og 13.00-15.00.

Rundvisninger skal bookes med min. 7 dages varsel.

Del denne side