Den Fjerne Krig

Mærk stemningen i en dansk soldaterlejr i Afghanistan med en rundvisning i Krigsmuseets udstilling Den Fjerne Krig, der giver mulighed for at opleve krigen set gennem udsendte danske soldaters øjne.

I får en bredere forståelse af soldaternes hverdag og den moderne krigs virkelighed, når I på denne omvisning følger i sporene på en udsendt soldat fra drengeværelset i Danmark, gennem soldaterlejrene i Afghanistans barske ørken og hjem igen.

Danmark er i krig, men hvad laver de danske soldater præcist i Afghanistan? Hvilke opgaver og udfordringer er der for en ung soldat før, under og efter en udsendelse til et krigsområde? Rundvisningen giver jer en grundig indføring i hele indsatsen i Afghanistan, og I får masser af stof til eftertanke. Der er selvfølgelig mulighed for dialog og spørgsmål undervejs.

Den Fjerne Krig er primært bygget op af autentiske genstande og udstyr hentet hjem fra Afghanistan, og under forløbet kan I røre ved mange af tingene. I kan mærke de fremmede dufte, høre soldaternes egne beretninger og få en forsmag på livet som udsendt soldat med en omvisning i Den Fjerne Krig – det tætteste I kommer på Afghanistan uden selv at rejse derned.

Rundvisninger (for op til 30 personer) koster:

800 kr. for 1 time.
Tillæg på 150 kr. ved rundvisning hhv. på engelsk, i weekender, på helligdage og efter kl. 17.
Rundvisninger skal bookes med min. 7 dages varsel.

E-mail: booking.krigsmuseet@natmus.dk
Telefon: 33927085

Del denne side