Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud
Frilandsmuseets samling

Frilandsmuseets samling

Frilandsmuseets mest betydelige samling er bygningerne fra forskellige perioder og forskellige egne af Danmark. Samlingen rummer gårde, huse, værksteder, møller, butikker og mindre elementer som skure, ovne og skelsten.

Frilandsmuseet har gennem mere end 100 år opbygget en betydelig bygningsantikvarisk ekspertise og en stor samling af dokumentationsfotos, bygningsopmålinger og bygningstegninger.

Arkitekterne på Frilandsmuseets tegnestue behandler forespørgsler om ældre bygninger, om bygningsrestaurering, og giver adgang til museets samling af bygningstegninger og bygningsdokumentation.

I gårde og huse

I gårde og huse

Frilandsmuseets samling rummer også ca. 50.000 genstande, samlet ind gennem godt 100 år.

Størsteparten af museets genstande relaterer sig til tidligere tiders landbrug, håndværk og fiskeri. Museets samling rummer også redskaber, husgeråd, møbler, nips og indbo fra de sidste ca. 200 år.

En stor del af museets samling stammer fra bonde- og landbohjem, landhåndværkere, forretninger og virksomheder på landet.

Museets inspektører besvarer henvendelser vedr. samlingens genstande og de temaer, som den dækker. Der er adgang til Frilandsmuseets genstandsarkiver og samlinger efter aftale.

Ting til Frilandsmuseet

Ting til Frilandsmuseet

Museets samlinger ville ikke eksistere uden genstande - og vi modtager gerne ting, som kan fortælle om dansk landbokultur, byggeskik og boligindretning ca. 1700 - 1950.

Sådan skal du gøre: Hvis du har genstande, som du mener Frilandsmuseet kunne være interesseret i, kontakt museumsinspektør Christina Ax. Kontaktoplysninger til højre.

Det er en god ide at vedhæfte et digitalt billede af tingene, hvis du sender en mail. Så svarer vi hurtigere.

Vi vurderer genstandene i den enkelte sag. Vi er interesserede i genstande, som mangler i samlingen, og genstande som har en meget velbelyst historie.

Hvis genstandene skal afleveres til museet, sætter vi tid af til en samtale om genstandene og deres historie. Vi har brug for at vide så meget som muligt om tingene, når vi indlemmer dem i samlingen.

Tag aldrig genstande med til museet uden forudgående aftale. Vi tager ikke genstande hjem uden at vurdere dem og deres historie først.

Personalet i informationen har ikke bemyndigelse til at tage mod genstande. Du risikerer derfor at skulle slæbe tunge og omfangsrige genstande med hjem igen.

The content element of type "tccontacts_plugin" has no rendering definition...