Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud
Musik ved Møllen

MUSIK VED MØLLEN
Fredage fra den 2.7 - 30.7
Kl. 19:45 - 21.00


Hver fredag i juli kan du opleve koncerter midt på Frilandsmuseet til en række fredagskoncerter vi kalder Musik ved Møllen. Det hele forgår i idylliske omgivelser på den store plæne ved møllen fra Fuglevad.

Museet holder også aftenåbent til kl. 22.00, så du får en enestående mulighed for at nyde museet og musikken efter arbejdstiden og starte weekenden med manér.

Der vil være øl, mad og god musik til alle dem, der vil nyde en hyggelig aften med fælleskab, frisk luft og masser af afstand.

PRIS
Koncerterne er inklusiv i din entre til museet. Du behøver ikke købe billetten på forhånd, men det kan være en fordel. Du finder entrébilletten HER

Alle studerende får 50% på entreen efter kl. 16.00 på fredage i juli.

MUSIKKEN
Hver fredag kan I høre et nyt band, der i nogle tilfælde har en tilknytning til en bestemt egn. Hvis I vil følge egnstemaet, så kan I starte jeres aften med at købe billetter til fællespisning HER

Det er ikke et krav at købe billetter til koncerterne på forhånd, men det er et krav for at deltage i fællesspisning.

Musik ved Møllen

HEEBØLL, SVEJGAARD OG HENNINGSEN
Fredag 02.07.2021


Kristine Heebøll (violin), Julian Svejgaard (klaver) og Mads Kjøller-Henningsen (fløjte) komponerer nyt materiale ud fra fortællingen om Rømø, men gir den ny moderne folkemusikalsk forklædning med den lyse nordiske tone som rød tråd. De dykker ned i lokale historier, den særlige natur og gamle tunes og nyfortolker til den kontemporære scene anno 2021.

Musik ved Møllen

VEITNER OG LEFMANN + RYTME
Fredag 16.07.2021

Vi skal synge en masse af de sange der kendetegner 1970erne. Nogle af sangene er så sammenflettet med dette skelsættende årti, at man næsten kan smage urteteen, mens andre har trancenderet tid og rum og er blevet udødelige klassikere. Hvis du har Kim Larsen, Sebastian og Shubidua i din indre jukebox, så garanterer vi brandvarme stemmebånd, når du går hjem. Christian Veitner og Torsten Lefmann.

Musik ved Møllen

NORDIC RAGA FEAT. SABA
FREDAG 30.07.2021

Nordic Raga kombinerer skånsk og anden nordisk folkemusik med improvisation baseret på principper fra indisk musik. Trion Pär Moberg (sax), Lena Svensson (violin) og Dan Svensson (slagtøj, sang) samarbejder her med den enestående persiske slagtøjsmusiker Saba Zolfaghari, som bor i Sverige. Det bliver improviseret musik, som svinger.

Musik ved Møllen

PIPI
Fredag 09.07.2021

PIPI spiller energisk dansksproget indierock. Bandet blev skabt af fire venner, der ville have et sted at udforske og udfolde sig sammen. Efter deres første Ep ‘Rod’ har PIPI fundet sig selv på den dansksprogede musikscene, og lægger sig i sporet af sangskrivere som Peter Sommer og Søren Huss.

PIPI dyrker bandet. Og når de spiller live er det med hele 7 mand på scenen, som er med til at give de digteriske tekster et energisk udtryk i form af velspillet Indie rock. Musikken bliver skrevet i fællesskab og de elegante synthflader og velskrevne melodier, kan få dig til at danse såvel som at fælde en tåre.

Musik ved Møllen

HESS / AC / HESS SPACELAB & FRIENDS
Fredag 23.07.2021

Spacelab med de to Hess-brødre Nikolaj og Mikkel samt bassist Anders "AC" Christensen har i en årrække været fast inventar på sommerens jazzfestival i København og nu kan I opleve dem i nogle helt nye rammer midt på Frilandsmuseet.

”Et gennemgående træk i al den musik, de sammen og hver især laver, er kærligheden til smukke lyriske melodier, medrivende tranceskabende grooves og et rigt harmonisk univers. Konstant trang til nyudforskning og mange års udvikling af orkestrets udtryk danner grobund for indimellem telepatisk kommunikation, både internt i orkestret og med publikum.” – skriver Det Kongelige Teater

MAD OG DRIKKE
Landkiosken er åben indtil kl 22.00 hver fredag. Her kan du købe en burger menu (normal og vegetarisk) eller pølser fra grillen. Der vil være masser af øl, sodavand og andre drikkevarer inklusiv billige håndbajere.

Hvis du ikke er til burgere, pølser eller fællesspisning, så må du meget gerne medbringe din egen mad eller nyde nogle iskolde drikkevarer fra kiosken.