Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Frilandsmuseets frivillige laug

Frilandsmuseets stab består af faste medarbejdere og frivillige som du møder når du besøger museet. De firvillige er inddelt i laug, der hver har et særligt fokusområde som kan være alt fra møller til haver.

Laugene arbejder på forskellige dage i tidsrummet kl. 10.30 – 15.00. I højsæsonen er de på museet fra kl. 10.30 – 16.00.

Mød de frivillige laug

Møllerlauget

Mød Møllerlauget i én eller flere af museets møller hver søndag..

Møllerlauget inviterer op ad smalle og stejle trapper i museets vind- og vandmøller og fortæller om sindrig mekanik, voldsomme kræfter, intelligente løsninger og fatale hændelser. Udvalgte dage bliver der malet mel på de gamle kværne.

Mød de frivillige laug

Køkkenlauget på Fjellerup åbner op for besøg.

Klædt i historiske dragter præsenterer køkkenlauget traditionelle opgaver, som kokkepiger udførte i perioden 1880 – 1910.
Køkkenhaven leverer årstidens frugt og grønt til køkkenet, som tilbereder mad ud fra historiske kogebøger fx fra Frk. Jensen og Madam Mangor. I køkkenet kan museumsgæsten altid få en god snak og en mindre smagsprøve.
Mød køkkenlauget i weekender omkring højtider og skolernes ferier samt en række hverdage i sommerferien.
Åbningstider kan findes på Museets hjemmeside.

Mød de frivillige laug

Smedelauget

Søndag i ulige uger og anden tirsdag i måneden. I højsæsonerne plejer smedelauget at være på museet hver dag.

Smedelauget arbejder med de gamle maskiner i smedjen fra Rynkeby i museets Stationsby. De smeder kroge og andre små jernting på essen og presser mønter på den kæmpe presse. Har du lyst, så kan du prøve at være med.

Fra juli 2024 omdøbes Stationsbyen til Frøsnapperbyen og er rammerne om leg og en masse sjove aktiviteter for børnefamilier og institutioner.

NB: I vinter og forår 2024 står smedelauget ved gadekæret i den gamle del af museet. 14. juli er de tilbage i Frøsnapperbyen.

Mød de frivillige laug

Biavlerlauget

Søndag kl. 14-15.

Biavlerlauget passer museets bier rundt omkring. Du kan møde dem i haven ved herregården hvor de fortæller om biernes spændende og intelligente liv i og omkring bistaderne, henter bisværme hjem når de sværmer. De laver honning som kan købes i museumsbutikken.

Mød de frivillige laug

Knivlauget

Knivlauget kan du møde i gården fra Ostenfeld (nr. 4) sidste søndag i måneden. De viser hvordan en kniv bliver til: klingen sættes i, skæftet slibes og læderskeden sys. For 200 kr. kan du købe et kniv-kit så du selv kan lave en kniv med skede. Du kan også arbejde med mindre projekter i læder og træ. Kom og vær med, og sæt lidt tid af til det.

I 2024 kan du møde knivlauget følgende datoer:
17. + 18. + 25. februar
31. marts
28. april
26. maj
30. juni
1. - 7. juli (Emil fra Lønneberg-dage)
28.juli
25. august

Mød de frivillige laug

Landsbylauget

Lørdag og søndag. I højsæsonerne hver dag.

Landsbylauget er iklædt historiske dragter og arbejder i det lille fynske hus fra Stenstrup som er indrettet som det så ud i første halvdel af 1800-tallet. De tænder op i ildstedet og laver mad. De bager brød i den store bageovn, ordner ulden, hugger brænde og meget mere. Kom og vær med.

Mød de frivillige laug

Havelauget

Tirsdag formiddag kan du møde havelauget i herregårdens store køkkenhave hvor de passer nytteplanterne som hørte sig til på en stor gård omkring 1910. Havelauget passer også forvalterhaven ved herregården samt kålgårdene ved to hedegårde tæt ved herregården. Kom og få gode råd om historiske sorter.

Mød de frivillige laug

Håndarbejdslauget

Søndag og onsdag.

Håndarbejdslauget er på museet fra påskeferien og resten af sæsonen. De sidder i historiske dragter, som mange af dem selv har syet. De arbejder i den fynske fæstegård hvor de syr, broderer og væver på den store væv. De sidder på hedegården og karter, spinder og strikker hoser og de sidder koncentreret i den sønderjyske knipleskole og knipler fine ting til rige folks dragter. De væver også i gården fra Barsø og den svenske gård fra Göinge. Kom og få inspiration til spændende håndarbejdsprojekter med fokus på omhu, genbrug og gode materialer.