Vis indtastningsfelt til søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud
Det nye Frihedsmuseum
Den 27. september 2019 modtog Nationalmuseet nøglerne til det færdigbyggede Frihedsmuseum.

Hvad indeholder det nye Frihedsmuseum?

Det nye frihedsmuseum vil fortsat have fokus på frihedskampen, modstandsfolkene og de mange, der i allieret tjeneste bidrog til kampen mod nazismen og Danmarks frihed.

For at også de yngre generationer kan forstå vigtigheden af modstandskampen bliver historien bredt ud til også at omfatte tiden umiddelbart op til besættelsen og tiden umiddelbart efter befrielsen.

Skal modstandskampen kunne forstås og dens minde holdes i hævd, skal fortællingen indgå i en ramme og udformes, så den med brug af blandt andet elektroniske virkemidler byder på et andet oplevelsesbillede end det, som det nedbrændte museum kunne levere. Udstillingen skal tage sigte mod nutidens museumsgæster, børn såvel som unge og gamle. Af den sidste gruppe har efterhånden færre og færre selv erindringer om Anden Verdenskrig og modstandskampen.

Som det ser ud nu, bliver det gennemgående tema i kernefortællingen den, at modstandskampen 1940-45 blev til virkelighed, fordi der under besættelsen var danskere, der valgte at overskride grænser og gå til modstand på trods af de farer det indebar, og at modstandsfolkene gik stik imod regeringens ønsker.

Der arbejdes ad flere mulige spor i det kommende frihedsmuseum. De omfatter et biografisk, et kronologisk og et internationalt spor samt markante begivenheder under besættelsen.

Om branden

Den 28. april 2013 brændte Museet for Danmarks Frihedskamp 1940 – 45. Takket være en stor indsats fra Københavns Brandvæsen, lykkedes det at redde museets samlinger og arkiver. Intet gik tabt og intet led uoprettelig skade. Den påsatte brand er stadig uopklaret. Frihedsmuseets bygninger er nu revet ned, men 10 meter murværk er blevet bevaret. Den rummer de mursten, som har indgraveret navne på donatorerne bag Frihedsmuseet.

Arkiverne er genåbnet

Det er muligt at besøge Frihedsmuseets arkiv, som opbevares  i Tøjhusmuseets administrationsbygning på Slotsholmen.

Luk overlayLuk
Del denne side