Arbejdsmiljø og -ulykker

Den første egentlige lov om arbejderbeskyttelse Fabriksloven vedtages i 1873 efter engelsk forbillede. Loven fastsætter udelukkende regler for børn- og ungearbejde på ”værksteder og arbejdssteder, hvor arbejdet udføres på fabriksmæssig måde”. Børn under 10 år må ikke længere arbejde på disse arbejdspladser. Børn og unge mellem 10-14 år må ikke arbejde mere end 6½ timer om dagen indbefattet ½ times pause, Unge mellem 14-18 år må ikke arbejde mere end 12 timer om dagen indbefattet to timers pause. Arbejds- og Fabrikstilsynet oprettes, og to fabriksinspektører får til opgave at kontrollere, at lovens bestemmelser overholdes.

I 1889 vedtages Maskinbeskyttelsesloven.  Som det første land i verden faslægges i Danmark regler for sikkerhedsanordninger på maskiner. I loven står blandt andet:

”Bestemmelserne i denne Lov ere anvendelige paa enhver Maskine, hvis Brug kan medføre Fare for de samme betjenende Personers Liv eller Sundhed, og som sættes i Bevægelse ved en Kraftmaskine, drevet med Damp, Gas, Vand, Vind mv. eller ved dyrisk kraft, anvendt i en Hestegang, saavel paa selve Arbejdsmaskinerne som paa Kraftmaskinerne og tillige paa Drivværket med dertil hørende Hjul og Drev, Axler, Drivremme eller Snore, elektriske Ledninger m.v., hvorved Kraften overføres til Arbejdsmaskinerne.”

I Arbejds- og Fabrikstilsynet ansættes yderligere seks assistenter til at efterse, at lovens bestemmelser overholdes.

I 1898 kommer Ulykkesforsikringsloven. Loven fastslår, at arbejdsgiverne med ”særlig farlig virksomhed”, har et udvidet ansvar for, at deres arbejdere ikke kommer til skade under arbejdets udførelse, og at arbejdsgiverne kan forsikre sig mod ulykker. Det er dog frivilligt for arbejdsgiverne at tegne forsikringer. Arbejderforsikringsrådet – den nuværende Arbejdsskadestyrelse – oprettes til at varetage lovens bestemmelser.

1901 vedtages Lov om arbejde i Fabrikker, der samler Fabriksloven fra 1873 og Maskinbeskyttelsesloven fra 1889 i én lov. Antallet af virksomheder, der falder ind under loven, udvides til at omfatte håndværks- og mindre industrivirksomheder. 4.531 Industrielle virksomheder heraf 274 virksomheder indenfor tekstilindustrien er i 1904 underlagt Arbejds- og Fabrikstilsynet.  19 fabriksinspektører er nu ansat i Arbejds- og Fabrikstilsynet er 19, blandt andet den første kvindelige fabriksinspektør Frk. Annette Vedel, der får til opgave at efterse virksomheder med overvejende kvindelige arbejdere.

At lovene er med til at forbedre arbejdsvilkårene for fabriksarbejdere, vidner en personlig beretning fra fabriksdrengen Aksel fra et uldspinderi nær Lillebælt i 1901 om.

”Skoletiden var så viselig tilrettelagt, så børnene kunne have halvdagspladser, og derved fortjente lidt til hjælp for en ofte børnerig families underhold. Jeg havde byplads fra tiårs alderen, som tolvårig fik jeg arbejde på uldspinderiet hos farver Lind. En bydreng tjente som regel en krone om ugen, som fabriksdreng fik jeg femogtyve øre om dagen, for fire og en halv times arbejde, det gav halvanden krone ugentlig, som jeg ikke så andet til end at bære dem hjem.

Mit arbejde bestod blandt andet i at betjene ”Volfen” en maskine der findelte den rå uld, som bønderne kom med efter fåreklipningen. Volfen havde i sit indre en mægtig tromle besat med spidse, jernpigge, tromlen roterede i rasende fart og sønderrev ulden, der slyngedes ud på gulvet bag uhyret. På et løbende bånd, jeg lige kunne nå at spænde over, bredtes ulden ud i et passende lag, blev dette for tykt brummede volfen som en trold, der havde forædt sig. To valser med grådige tænder førte ulden ind til behandling på sin vej til spinderok eller spindemaskine, forinden var den bleven stænket med en fed olie, der svinede fælt på forklæde og hænder.

En dag var jeg så uheldig at forklædet fulgte med ulden, og valserne greb fat i det; forklædebåndet strammede om ryggen, da jeg blev trukken med hen imod de skarpe tænder, og jeg blev lidt hed i kinderne. Heldigvis bristede båndet i den ene side af forklædet, og jeg fik standset maskinen inden større skade var sket.

I sommerferien hændte det ofte, at jeg arbejdede hele dagen, og derved tjente den dobbelte løn. Der var blot den hage ved dette, at det ifølge fabriksloven var ulovligt. Børn under fjorten år måtte ikke arbejde mere end fire og en halv time daglig.[1] Denne lovbestemmelse kendte mor og jeg intet til. Spindemester Meyer havde ganske vist i forblommede vendinger talt om, at såfremt fabriksinspektøren skulle aflægge et af sine uvarslede besøg, da måtte jeg ikke, om han rettede spørgsmål, desangående, nævne noget om heldagsarbejdet.

Af en eller anden grund var jeg fjendtlig stemt over for denne fremmede person, der med måneders mellemrum gik og snusede rundt, som ejede han hele fabrikken; jeg tænkte ikke over, at hans inspektion tjente til beskyttelse for arbejderne. Der herskede endnu noget af de gamle patriarkalske forhold inden for fabrikkens mure, til eksempel blev de fem fastansatte og de to arbejdsdrenge, når fabrikanten eller hans frue havde fødselsdag, inviteret ind i deres private stuer, hvor vi blev beværtet med et glas vin og et stykke kransekage.

Men tilbage til arbejdet, det gik hverken værre eller bedre end det kunne forventes. En eftermiddag i slutningen af sommerferien, da jeg havde arbejdet hele dagen, kom fabriksinspektøren anstigende som sædvanlig uden ledsagelse. Han stod et par minutter og betragtede mit arbejde. Pludselig siger han, ligesom i forbigående: Ja, så i sommerferien arbejder du vel hele dagen? Ja, næh, jo men. Jeg stod og hakkede i det og ledte efter ordene, rødmen steg op i kinderne. Ja, jeg forstår. Derefter blev der ikke talt mere om den ting. Inspektøren fortsatte sin runde.

Der var dog ikke gået en halv time inden fabrikant Lind kom dundrende op ad trappen, sprutrød i ansigtet, og jeg fik en ordentlig overhaling. Om det nu var fordi jeg havde løjet eller undladt dette, fremgik ikke klart af ordstrømmen; men resultatet blev, at jeg derefter kun kom til at arbejde den halve dag, hvad jeg ingenlunde var utilfreds med. …”. [Københavns Stadsarkiv, Pensionisterindringer 1969, Erindring nr. 738]

Personlige beretninger fra industriarbejdere i starten af 1900 tallet vidner om, at antallet af arbejdsulykker år 1904 er stort, og at det er de færreste ulykker, der anmeldes til Arbejderforsikringsrådet. I 1904 modtager Arbejderforsikringsrådet således 2.241 anmeldelser om ulykkestilfælde, hvor arbejdere er kommet til skade. I 546 af sagerne godkendes erstatning, i det ulykkerne har forårsaget ”blivende nedsættelse af arbejdsevnen”, dvs. invaliditet. Derudover godkendes i 49 tilfælde erstatning for arbejdsulykker med dødelig udgang. 

En personlig beretning fra arbejdsdrengen Teodor på Beauvais fabrikker i København i 1902, er et tidstypisk eksempel på fabriksarbejdernes oftest farlige arbejdsvilkår. Erindringen nævner intet om, at de ulykkestilfælde, der omtales, anmeldes til Arbejderforsikringsrådet, og derved er omfattet af ulykkesstatistikken for året.

”Blikkenslagermesteren hed Guldbrandsen. Han stillede sig nu og da bag ved maskinen og så efter, om vi fulgte med i maskinens takt. Svigtede dette af nervøsitet, ramlede han en vældig lussing ud. Fingre og hænder gik det også ud over, da de blev skårne af det skarpe blik. Det kunne ske at en dreng kom til skade og mistede en stump af en finger, men så fik han fuld løn i den tid han var sygemeldt, for 5 øre af de 2 kr. og 10 øre, vi fik for 36 timers ugentlig arbejde, blev nemlig tilbageholdt som forsikringspræmie”. [Københavns Stadsarkiv, Pensionisterindringer 1969, Erindring nr. 1668]


[1] Da beretningen nedskrives i 1969 husker Aksel forkert. Ifølge Lov om arbejde i Fabrikker må børn i alderen 12-14 år i 1901 kun arbejde 6½ timer om dagen.

Del denne side