Historisk viden

Vikingetidens farvepalet

Vi kan i dag ikke se, hvordan malingslag i vikingetiden så ud. De malingsrester, vi ser ved fund, er nedbrudte og mørknede. Men vi kan ud fra de sparsomme fund analysere, hvilken malingstype og hvilke pigmenter man har brugt. Vores viden har vi eksempelvis fra fund af bemalet træ i kong Gorms grav i Jelling fra omkring 960 og fra en bemalet træplanke fra den tidligere stavkirke i Hørning, dateret til omkring 1060-1070. Endvidere er der fundet maling på et vikingeskjold fra Trelleborg samt skjolde fra Illerup ådal.

Nationalmuseet har i samarbejde med Sagnlandet Lejre udarbejdet rapporten "Vikingetidens farvepalet". Arbejdet blev finasieret af Sagnlandet Lejre med donationer fra A. P. Møller Fonden og Augustinus Fonden.

Se mere om Sagnlandet Lejre

Da Sagnlandet Lejre skal male et hus med linoliemaling, har vi udført farvepalettens kulører i linolie. Der er udført prøveopstrøg for at vurdere pigmenter, rivning, malingens tykkelse mm. Da vi, som nævnt, ikke i dag kan se, hvordan kulørerne i vikingetiden så ud, har vi ved prøveopstrøg vurderet udseende i forhold til det analyserne beskriver.

Rapport om Vikingetidens farvepalet

Hvert pigment er revet i rå linolie, hvilket man gør for at lave en farvepasta, hvor pigment og olie blandes helt sammen. Rivning foregår på en glat sten, hvor man "river" pigment og olie sammen med en såkaldt løber. Denne farvepasta blandes med linoliefernis, for at opnå en strygbar maling. Linoliefernis er kogt linolie, der har bedre tørrende egenskaber end den rå olie. Endelig er der tilsat et par procent tørrelse for at fremme optørringsprocessen. Tørrelse er en katalysator, der får tørringsprocessen til at forløbe hurtigere. Her er anvendt et moderne kobalt-sikkativ.

Del denne side