Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Den danske handelsstation

Den danske handelsstation
Den danske hovedport til guvernementsområdet efter restaurering. Gennem porten ses det gamle guvernementshus, som også er blevet restaureret. Foto: Britt Lindemann

Guvernøren for det indiske Moghul-styre gav i 1755 det danske handelskompagni tilladelse til at anlægge en koloni i Serampore. Danskerne fik ret til at opkøbe lokale varer, mod at betale afgifter til guvernøren. De skulle også stå for lov og orden og opkrævning af skatter i området.

Serampore fik det danske navn Frederiksnagore. I begyndelsen blev den kaldt den ubetydeligste af de europæiske handelsstationer ved Ganges-floden, men stedet voksede hurtigt. Europæere og indere, der var blevet rige på kolonihandlen med Europa, byggede deres luksushuse i Serampore. De rigeste af inderne byggede store paladser, f.eks. Goswami-familien. Der flyttede også mange andre indere til byen, især vævere og håndværkere, og folk der arbejdede som tjenestefolk for de rige familier.

Den danske konge og stat overtog kontrollen med Serampore i 1777. Nu var den ikke bare en handelsstation, men en dansk by i Indien. Serampore fortsatte med at vokse, og blev kaldt den smukkeste europæiske by i Indien på grund af de elegante huse og paladser. Men lidt væk fra floden lå de fattige kvarterer, som de besøgende ikke så. I de smalle gyder boede folk tæt i små huse og hytter, der blev oversvømmet i regntiden og hvor alle slags sygdomme florerede.

I 1845 solgte danskerne byen til briterne, som på det tidspunkt var ved at tiltage sig magten over hele Indien.

Det danske centrum af byen bestod af en landingsplads ved floden, hvor det store pakhus lå. Her blev de fine indiske bomulds- og silkestoffer opbevaret sammen med andre handelsvarer, inden de blev lastet på skibe og sendt til Europa. Fra floden gik vejen til det danske regeringsområde, der var omgivet af en mur. Man skulle gennem byporten for at komme ind på området, hvor de danske embedsfolk boede. Serampores danske chef havde sin bolig og kontorer i guvernementshuset.

Magtens centrum i 260 år

Området bag den historiske mur har været magtens centrum i Serampore lige siden dengang: det britiske kolonistyre overtog stedet fra danskerne, og efter Indien blev selvstændigt i 1947 har lokalstyret haft sine kontorer og domhuse på området, der betjener 1,5 millioner indbyggere. Området er også en af byens vigtigste grønne pletter, hvor folk mødes for at drikke te og spille kort under træerne, og børnene leger og spiller cricket. Guvernementshuset fra 1771 ligger der stadig, med sin lange historie som regerings- og retsbygning gennem den danske, britiske og indiske tid. Men huset forfaldt, og i 1999 blev det lukket på grund af fare for sammenstyrtning.

Den danske handelsstation
Det danske guvernementshus på det danske regeringsområde, malet i 1830 af Mary Hohlenberg. Copyright: Museet for Søfart, Helsingør. Foto: Andreas Grinde.

Restaurering

Nu har Vestbengalens regering restaureret Guvernementshuset i dialog med Nationalmuseets arkitektfaglige rådgiver. Huset bliver brugt som offentligt kontor for kultur og turistinformation. Fra Nationalmuseet har vi stået for restaurering af de to gamle danske porte til området, og også en mindre kontorbygning, der har fået nyt liv som lokalt spisehus. Området lever videre som Serampores offentlige centrum med danske, britiske og indiske regeringsbygninger side om side.

Den danske handelsstation
Serampore set fra floden, malet af Hammer i 1810. Til venstre for det danske flag ses det danske pakhus hvor handelsvarerne blev opbevaret. Til højre ses the Denmark Tavern og Skt. Olavs Kirke. Copyright: Museet for Søfart, Helsingør. Foto: Andreas Grinde.

Restaurering af Guvernementshuset

Government of West Bengal

Restaurering af Hovedporten og Sydporten
Nationalmuseet med finansiering fra Realdania
Lokal partner: Indian National Trust for Art and Cultural Heritage (INTACH)

Nationalmuseets samarbejdspartnere
West Bengal Heritage Commission
Hooghly District
Serampore Municipality

Den danske handelsstation
Den danske handelsstation i Serampore blev anlagt ved en gren af Ganges-floden i Bengalen, lige nord for den britiske hovedstad i Indien, Calcutta (Kolkata). Serampore blev ledet af en dansk chef. Den danske guvernør sad i Tranquebar, der var Danmarks første koloni i Indien. Grafik: Sanne Eriksen.