Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud
Barokken
Valdhorn. Hironimus Starck, Nürnberg 1667. (foto: Svend Christiansen)

Barokken

Barokken ca. 1600-1750

I de fleste europæiske lande skabtes i barokken den stærke statsmagt, som udøvedes af en enevældig fyrste. Ved siden af kirken var fyrsten musikernes vigtigste arbejdsgiver, og musikken havde til formål at kaste glans over hoffet.

De fleste af 15- og 1600-tallets instrumental-ensembler var ikke orkestre i moderne forstand. Musikere kunne indkaldes i anledning af f.eks. kroninger, bryllupper og kirke-jubilæer i ”ad hoc orkestre”. 

Komponisterne tog stadig mere hensyn til instrumenternes klanglige muligheder i det musikalske udtryk. De angav derfor i stigende grad, hvilke instrumenter de ønskede benyttet i deres musik: Man begyndte at instrumentere. 

Fransk forbillede


Den franske kong Ludvig XIV’s orkester ”Les Vingt-quatre Violons du Roy” var det store forbillede. Rundt om ved de europæiske hoffer oprettede man orkestre af samme type. Jean-Baptiste Lully og Alessandro Scarlatti gjorde det firstemmige strygerkorps til standard i barokorkestret. Arcangelo Corelli gav violinen dens centrale rolle i orkestret, og Scarlatti indførte henholdsvis træ- og messingblæsere i par for at matche strygernes firstemmige opdeling. 

Nye genrer - nye udtryk

Nye genrer - nye udtryk
Cembalo, Hieronymus Albrecht Hasch in Hamburg, 1723. (foto: Simon Thamdrup Jensen)


1600-tallets musik prægedes især af opera, ballet og instrumentalmusik – nye genrer, som alle havde solisten i centrum. Et vigtigt fællestræk i den musikalske udvikling var generalbassen, der udgjorde det harmoniske fundament under solisten.  For musikinstrumenterne stod tiden i specialiseringens tegn: Fra renæssancens myriader af instrumenter videreudviklede og standardiserede man bestemte typer til nye formål.  Som et modelune inddrog kunstmusikken af og til folkelige instrumenter som sækkepibe og drejelire.