Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Hvor kommer Gandalf og Saruman fra?

Troldmanden Gandalf spiller en afgørende rolle i både Ringenes Herre og Hobbitten. Der er tilsyneladende en hel orden af troldmænd i universet, men vi får kun navngivet yderligere to, nemlig Saruman og Radagast. Personer, der behersker magi, er naturligvis velkendte fra både middelalderen og renæssancen i skikkelse af troldmænd og hekse.

I nordisk litteratur finder vi den danske krønikeskriver Saxo Grammaticus (år 1200). Han fortæller om Oller, der kunne krydse havene ved hjælp af en knogle med trylleformularer. Set i den store sammenhæng er den mest kendte troldmand fra middelalderens litteratur Merlin. Han fungerede som vismand og rådgiver for den engelske sagnkonge Arthur. I Tolkiens univers har troldmændene imidlertid deres oprindelse i den guddommelige orden.

Forbilledet for Gandalf skal derfor nok snarere findes i nordisk mytologi i form af gudernes konge Odin. Sagamaterialet fortæller i vid udstrækning om Odins brug af magi. For eksempel berettes det i Lokasenna (fra Den Poetiske Edda), at Odin rejste som en troldmand blandt mennesker. Han kommer og går ofte med sin egen dagsorden - fuldstændigt ligesom Gandalf.

I Snorri Sturlusons Heimskringla fra begyndelsen af 1200-tallet siges det direkte, at Odin var en magiker. Sagaen fortæller endda om en magisk duel mellem Odin og en vis Gylfi, ligesom Saruman og Gandalf duellerer på magi i Ringenes Herre.

Saruman den hvide, figur fra Tolkien udstillingen på Tøjhusmuseet.
Saruman den hvide, figur fra Tolkien udstillingen på Tøjhusmuseet. Foto: Stine Netman - Nationalmuseet
Radagast, figur fra Tolkien udstillingen på Tøjhusmuseet.
Radagast, figur fra Tolkien udstillingen på Tøjhusmuseet. Foto: Stine Netman - Nationalmuseet
Gandalf den Hvide. Figur fra Tolkien udstillingen på Tøjhusmuseet.
Gandalf den Hvide. Figur fra Tolkien udstillingen på Tøjhusmuseet. Foto: Stine Netman - Nationalmuseet