Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Romersk fingerring

En romersk fingerring fundet på Møn blev i første omgang afvist af Oldsagskommissionen. Nu tælles den blandt museets ENB-genstande

Den 29. juli 1839 var Vimmelskaftet 29 i København skueplads for en auktion. Det var den i 1830 afdøde biskop Münters samlinger af oldsager og mønter, der nu kom på offentlig auktion. Frederik Münter havde været en af hovedmændene bag Oldsagskommissionen og oprettelsen af Det kgl. Nordiske Museum for Oldsager, altså Nationalmuseet, men han opbyggede også selv en betydelig samling. Så stor var denne samling, at auktionskataloget bestod af hele tre bind.I det sidste og tredje bind finder man blandt glas og antikke ædelsten en fingerring af jern, med en indsat karneol-sten, hvorpå ses ”en stående Anubis med slangestav”, som katalogteksten siger. Under beskrivelsen er med små bogstaver den nok så væsentlige oplysning tilføjet: Er fremkommet på øen Møn i en gravhøj.

Jern-fingerringen var faktisk blevet forelagt for Oldsagskommissionen allerede i 1807. Det var kammerjunker Charles Louis Bosc de la Calmette fra Marienborg på Møn, der tilbød Oldsagskommissionen ringen som gave.

Men den ganske unge kommission ønskede imidlertid ikke at indlemme finger-ringen i det nye museum med den begrundelse, at ringen ikke havde nordisk oprindelse. Biskop Münter, som var den af medlemmerne, der interesserede sig mest for romerske oldsager, overtog derfor jernringen.I en lidt yngre protokoltekst står: ”En Jern-Fingerring med en ægte Karfunkel, hvori er indskaaren en Anubis med en Æskulapstav i Haanden. Da denne Ring ei var en nordisk Antiqvitet overlodes den til Biskop Münter. Da den imidlertid var opgraven paa Møen i en Gravhøi, bør man søge at faa den tilbage”.

Den sidste tilføjelse i protokollen er kort og lakonisk: ”er ved Auctionen over Münters Bo købt tilbage 1839”.  Jern-fingerringen er en signetring fra romersk jernalder, nok snarest fra 2. århundrede e.Kr. Nationalmuseet har flere ringe af slagsen i samlingerne, men kun denne ene af jern. De øvrige er af bronze eller af guld. Fra udlandet er jernringene imidlertid forholdsvis velkendte, således er der fundet adskillige lignende ringe fra romerske det Britannien. Om den fremstillede gud på Nationalmuseets ring er Anubis eller det måske er Merkur med heroldstav er lidt usikkert.

Den romerske fingerring er – lidt usædvanligt – lavet af jern. Den indfattede karneol har en simpelt indridset figur af en romersk guddom.
Den romerske fingerring er – lidt usædvanligt – lavet af jern. Den indfattede karneol har en simpelt indridset figur af en romersk guddom.