Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Hvorfor holder og fejrer vi Sankt Hans?

Hvorfor holder og fejrer vi Sankt Hans?
Sankt Hans aften (Foto: Sara E dk, via Wikimedia Commons. BY-SA <a href="https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Sankt_Hans_Hornb%C3%A6k_strand_2012_4.jpg?uselang=da">orginalt foto</a>)

Sankt Hans er en fest for midsommeren. Den 24. juni er Sankt Hans dag, og det er aftenen før, altså den 23., der fejres som Sankt Hans aften.

Dagen har været fejret i Norden gennem mange århundreder, og er bl.a. beskrevet af Olaus Magnus, der skrev en krønike om de nordiske folks historie i 1555. Han fortæller, hvordan alle "uden skelen til køn eller alder" samles på torve eller marker for at brænde bål, danse og synge skæmteviser.

Kirken var kritisk overfor denne form for Sankt Hans-fest. Præsten Niels Hemmingsen som levede i 1500-tallet skrev, at aftenen blev fejret med "dans og nattedrik, gadelams krans, ild at optænde at huje, skrige og drikke den hele nat over." Senere, i 1744, lovgav et landemode mod Sankt Hansblus, bl.a. for man ikke skulle spøge med ild "...som er én af Guds hårdeste plager".

Senere, i 1770, blev selve Sankt Hans dag afskaffet som helligdag. Alligevel fortsatte folk med at fejre aftenen på forskellig måde, helt frem til i dag.