Hvordan kom vikingernes rundt i verden?
Vikinger var dygtige sømænd – derfor kunne de komme vidt omkring. Deres skibe var højt udviklede – især udviklingen af sejlet havde stor betydning. Vikingeskibene førte vikingerne så langt som til Grønland og det amerikanske kontinent i vest og på vej til Kalifatet i Bagdad og Konstantinopel i det byzantinske rige i øst.
I anden halvdel af 800-årene blev det mere og mere almindeligt, at vikingerne bosatte sig i de lande, de havde hærget. Danskerne holdt især til i England og Normandiet i Frankrig. Mange vikinger fra Norge slog sig ned i Skotland, Irland og øerne i Nordatlanten, og svenskerne slog sig ned i det nordvestlige Rusland.
Nogle af tilflytterne levede som bønder, nogle som håndværkere, og nogle andre igen var handlende.
Vikingeskibene var specialiserede fartøjer
Vikingernes skibe var nøglen til deres succes. Selvom byggemetoden basalt set var den samme, fandtes der flere forskellige typer af skibe, der alle udviklede sig løbende igennem vikingetiden.
Langskibet er det mest kendte. Vi ved fra de islandske og norske sagaer, at disse krigsskibe ofte havde navne og blev betragtet som det ultimative våben og statussymbol. Fra Osebergskibet ved vi, at skibene kunne have kunstfærdige udskæringer, der understregede fartøjets symbolske værdi.
Den sene vikingetids langskibe var meget specialiserede fartøjer, bygget til fart og troppetransport. Deres lange, smalle form gjorde dem hurtige i vandet, men bevirkede samtidig, at lastekapaciteten var meget begrænset. Der kunne oftest kun medbringes forsyninger til en uge på havet, hvilket stillede krav til logistikken bag vikingetogterne.
Der fandtes dog også andre typer af skibe, der var mindst ligeså vigtige for vikingerne, blandt andet handelsskibet. Ligesom krigsskibet fandtes denne skibstype i forskellige størrelser. Fra den lille kystfarer, der kunne fragte varer rundt i de indre danske farvande, til store havgående skibe med en lastekapacitet på op til 60 ton.
Sådan navigerede vikingerne til søs
Når det gjaldt navigation og evnen til at finde vej, er en del viden gået tabt i de 1000 år, der skiller os fra vikingetiden. Vi ved fra den norske middelalderkilde Hauksbók, at man brugte geografiske kendetegn—landekendinger—til at pejle efter, og man har også sejlet efter sol og stjerner.
Overskyet vejr på åbent hav har givetvis givet vikingerne problemer, men de har samtidig haft et meget større kendskab til naturen, end vi har i dag. F.eks. har dyreliv, tang, strøm og vind kunne fortælle dem en del om position og afstand fra land. Her kan nævnes fuglearter, der altid holder sig inden for en vis afstand af deres rede, og hvalernes vandring.