Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud
Togter

Vikingernes togter

Skålvægt og vægtlodder
Skålvægt og vægtlodder fundet i en grav i Norge. Foto John Lee.

Vikingerne er kendt for deres overfald på naboerne i Europa. I virkeligheden var det slet ikke dem, der ”opfandt” togtet. At rejse ud og hærge fremmede egne var ikke et nyt fænomen – det gjorde man også tidligere, men i vikingetiden blev togterne mere organiserede, og man tog oftere af sted. Selv om det krævede store investeringer i skibe, våben og mandskab, kunne det være en indbringende ”forretning” for vikingerne at tage på togt.

Togterne var dog meget andet end vold, mord og plyndringer, og vikingerne kunne opføre sig på mange forskellige måder dér, hvor de nåede frem. De kunne være handelsfolk, lejesoldater, røvere, diplomater, pengeafpressere, opdagelsesrejsende, indvandrere, og nybyggere.

Trafikken til søs skabte god vækst i handelspladserne på land, navnlig i Hedeby og Ribe. En strøm af handelsvarer fra så fjerne steder som det yderste arktiske nord og de islamiske riger i Orienten passerede markederne. Det satte en udvikling i gang, som førte til, at byer voksede og nye opstod i Danmark.