Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud
Nye undersøgelser i Jelling

Nye undersøgelser i Jelling

I 2006/7 foretog Vejle Museum nye undersøgelser omkring monumenterne i Jelling. Nord for Nordhøjen dukkede store sten op, der udgør nordspidsen af en omkring 360 meter lang skibsformet stensætning. Desuden fandt arkæologerne spor af en mægtig palisade og enkelte bygninger.

Palisaden har efter udgravninger i 2010-13 vist sig at danne en stor rombeformet indhegning, hver side ca. 360 meter lang, som omslutter et areal på ca. 120.000m2. Den var opført af store egeplanker, og langs både inder- og ydersiden stod lodrette stolper, også af egetræ, med omkring 1-1,5 m indbyrdes afstand.

Læs om Gorm den gamle, Harald Blåtand og Svend Tveskæg.

Palisaden omgiver den store skibssætning, de to store høje, kirken og de to runesten. Nordhøjen med gravkammeret ligger præcis i midten af den store indhegning, dér, hvor diagonalerne mellem hjørnerne krydser hinanden. Foreløbig er der kun fundet en port i den nordlige del af indhegningen, men der har sikkert også været porte mod vest ud mod Hærvejen, mod syd i retning mod Vejle Å og broen over Ravning Enge, og mod øst. Rester af dem ligger måske under den nuværende by.

Vikingernes trelleborge.

Inden for palisaden lå også en række større huse, meget lig dem, der er udgravet på ringborgene ved Aggersborg og Fyrkat i Jylland samt Trelleborg på Sjælland. Lighederne i husenes form gav en datering til anden halvdel af 900-tallet.

I 2013 blev dette bekræftet ved en årringsdatering (dendrokronologi) af egetømmer fra palisaden, der endnu var bevaret på bunden af Smededammen syd for Jelling Kirke. Træerne er fældet mellem 958 og 985, et af dem sandsynligvis omkring 968, nogle år efter begravelsen i Nordhøjen.

 

En imponerende samlingsplads

Palisaden og de tilhørende huse udgør en imponerende samlingsplads. Den blev måske opført i forbindelse med Harald Blåtands overtagelse af magten. Hvad der præcist fandt sted inden for palisaden, og hvem der var inviteret til at deltage, kan vi kun gisne om. Der var sikkert tale om både officielle handlinger og ceremonier, der bekræftede kongens nye status og hans autoritet som arvtager efter sin far, og banketter med underholdning til. Blandt deltagerne kan man forestille sig kongen og hans følge samt rigets stormænd og delegerede fra naborigerne.

Vikingernes overgang til kristendommen.