Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud
Jellingstenen

Jellingstenen

Omkring år 965 rejste kong Harald Blåtand den store runesten i Jelling. Stenen blev sat til minde om Haralds forældre, Gorm og Thyra. Stenens indskrift beretter samtidig om Haralds fortjenester. Han vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.

På den ene side ses Kristus og på den anden et dyr omslynget af en slange. Kristusbilledet er Nordens ældste.

Sådan brugte vikingerne runesten.

Jellingstenen.
Jellingstenen.
"Harald konge bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder - den Harald som vandt sig Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne"

 

 

Markerer runestenen overgangen til kristendommen?

Markerer runestenen overgangen til kristendommen?

Den store runesten i Jelling kaldes ofte for ”Danmarks dåbsattest”, dels fordi navnet Danmark nævnes i indskriften, dels fordi stenen er et meget håndgribeligt bevis på trosskiftet.

Der er dog i de senere år, med metaldetektor, fundet mange metalsager, der har et kristent indhold. Vi må derfor regne med, at Danmark forud for den ”officielle” kristendoms indførsel har været præget af kristne strømninger, og at nogle af landets indbyggere måske allerede har været kristne, da Harald Blåtand satte runestenen i Jelling.

Overgangen til kristendommen.

Vi ved for eksempel, at den danske Harald Klak blev døbt i Mainz i 826 sammen med mere end 400 personer fra sit følge. Dåben blev overværet af den frankiske kejser Ludvig den Fromme, der stod fadder for Harald.



Haralds runesten står foran Jelling kirke, ved siden af Haralds far Gorms sten over dronning Thyra.
Haralds runesten står foran Jelling kirke, ved siden af Haralds far Gorms sten over dronning Thyra. Foto: Roberto Fortuna.
Harald Blåtands dåb afbildet på en plade af forgyldt kobber fra Tamdrup kirke
Harald Blåtands dåb afbildet på en plade af forgyldt kobber fra Tamdrup kirke. Pladen har siddet på en altertavle eller måske et helgenskrin for klerken Poppe, der skal have overbevist kongen om kristendommens styrke ved at bære glødende jern.