Hænderne i historien: Flinthåndværk
Siden de første tider for millioner af år siden, dengang vores ældste forfædre rejste sig og tog de først skridt, har redskaber af sten været vores faste følgesvend. At fremstille redskaber i sten er et af de ældste håndværk, vi kender, og en del af dét, der gør os til hvem, vi er i dag. Når man først har stået med en ægte flintøkse eller flintdolk i hånden, forstår man, hvad det har krævet af tid og evner for stenaldermennesket eller neandertalerne at fremstille deres redskaber. Med den rette flintsten og med et enkelt velplaceret slag, kunne de skabe ekstremt skarpe knive, pilespidser og økser. Det lyder måske let, men hvis man selv har forsøgt at slå flint, ved man også, hvor skrøbeligt materialet er og hvor let man kan komme til at smadre kernen i stedet for at bearbejde den.
Torsdag den 1. juni kl. 17-20: Workshop – begrænset antal
Pris: 250 kr. (klubmedlemmer 200 kr.)
Lørdag den 3. juni kl. 11-14: åbent værksted for alle
Pris: Gratis
Søndag den 4. juni kl. 11-14: åbent værksted for alle
Pris: Gratis
Søndag den 4. juni kl. 15-18: Workshop - begrænset antal
Pris: 250 kr. (klubmedlemmer 200 kr.)
Prøv kræfter med dette ældgamle håndværk, når arkæolog og flintsmed Johan Villemoes tager dig med tilbage til stenalderens flinthåndværk, og du får mulighed for at fremstille din egen håndkile (oldtidens universalredskab). Undervejs kommer du også helt tæt på nogle af de fantastiske flintredskaber i museets samling sammen med arkæolog Lasse Sørensen.
Hænderne i historien
’Hænderne i historien’ er en ny række workshops, hvor vi dyrker håndens arbejde gennem tiden, genopdager gamle håndværkstraditioner og -teknikker, og undersøger om historien kan bidrage til en mere bæredygtig fremtid.
Under kyndig vejledning fra fagfolk, lærer vi at skabe ting fra bunden og forlænge levetiden på ting og materialer, vi allerede anvender i vores hverdag.