Salg og ydelser

Om skader

Et kalkmaleris bevaringstilstand er vurderet ud fra tilstedeværelse af følgende skadestyper: Smudsskader, fugtskader, mikrobielle angreb, saltskader, pudsskader, revner, skader i farve- og kalklag samt misfarvninger. Skadestyperne kan undertiden være vanskelige at afgrænse, idet de kan være indbyrdes afhængige. For eksempel kan fugtskader forårsage saltskader som igen kan medføre skader i farve- og kalklag. Tilsmudsning kan udvikle mikrobielle angreb. Revner kan tiltrække smuds osv.

Langt de fleste kalkmalerier har i flere hundreder år været dækket af adskillige kalklag. Men uanset om de har været tildækket eller har stået eksponeret, har maleriernes farveudtryk ændret sig siden den dag, kalkmaleren afsluttede sit arbejde. Hvad vi ser i dag er i langt de fleste tilfælde et andet udtryk i forhold til fortidens farvepragt. Farvernes ændringer som følge af tidens tand er ikke medtaget i vurderingen af maleriernes bevaringstilstand og derved ikke angivet som skader. For information om kalkmaleriernes farver se Kalkmaleriernes farver

Kalkmalerier under og over hvælv er udsat for de samme typer af skader, om end grad og omfang kan variere. De mest alvorlige skader på kalkmalerier i kirkerum under hvælv er opstået som følge af salte og smuds. På vægge i loftrum over hvælv er de mest fremherskende skader opstået som følge af stød og slag samt sodskader fra tidligere tiders varmeinstallationer.  

Kalkmalerier i kirkerum under hvælv har i langt de fleste tilfælde undergået op til flere restaureringer, hvorimod malerier i loftrum over hvælv som oftest aldrig har været istandsat.

Nutidens tilgang til konservering og restaurering af kalkmalerier er kun at gøre det allermest nødvendige, for derved at bevare mest mulig af de originale malerier. Hvilke indsatser det kræver, afgøres naturligvis af typer, grad og omfang af skader.

Al dokumentation angående konserverings- og restaureringsarbejde på kalkmalerier kan findes på Antikvarisk Topografisk Arkiv på Nationalmuseet i København.

Smudsskader

Tilsmudsning opstår, når støv, sodpartikler eller anden partikelforurening afsætter sig på kalkmaleriernes overflader. Tilsmudsningen kan forstærkes, når partikler transporteres med varm luft til kolde overflader. Det medfører ofte kondensdannelser, der binder smudset. Derfor er kirkernes varmeanlæg en medvirkende årsag til tilsmudsning, ligesom anvendelse af levende lys bidrager til afsætning af sod på overfladerne. 

Smuds kan fjernes ved anvendelse af tørsvampe eller andre tørrensningsmetoder, eller ved at anvende vådrensning med vand. Især sod partikler kan være vanskelige af fjerne helt, og det er ofte nødvendigt at anvende kemikalier for at eliminere sodpartiklerne. Til trods for nænsomme behandlingsmetoder er fjernelse af smuds belastende for kalkmalerier.

Fugtskader

Fugtskader opstår, når vand trænger ind i murværket og transporterer urenheder og undertiden salte til overfladen. Indtrængende vand stammer ofte fra utætheder i tag eller murværk. Vand i murværket kan ligeledes stamme fra varm fugtig luft, der kondenserer på kolde overflader. Fugtskader ses sædvanligvis som gullige og brunlige misfarvninger, og forekommer især i hvælv.

Misfarvninger efter fugtskader er vanskelige at fjerne, og løsningen er ofte at minimere dem visuelt ved retouchering. Fugtskader kan forhindres ved at holde tag og murværk tætte, samt ved at regulere kirkens indeklima for at forhindre kondensdannelser på overflader.

Mikrobielle angreb

Mikrobielle angreb opstår, når livsbetingelserne for mikroorganismer er til stede, herunder bestemte klimatiske forhold og adgang til føde. Mikrobernes stofskifte danner kemiske stoffer, som nedbryder kalkmalerierne og forårsager misfarvninger. Mikrobielle angreb ses ofte som enkeltstående pletter eller kolonier af pletter, hvis farve varierer afhængigt af arten af mikroorganismer.

En lyserød farve skyldes som regel tilstedeværelsen af bakterier, en grålig farve som regel mug og skimmel, en grønlig farve tilstedeværelsen af grønalger og en sort farve kan skyldes enten bakterier, mug, skimmel eller grønalger.    

Organisk vækst fjernes ved nænsom afbørstning, tørrensning og vådrensning.

Pudsskader

Til pudsskader henregnes tab af materiale (afstødning, afhugning), nedbrudt mørteloverflade (forvitring) samt dårlig vedhæftning til underlag. Pudsskader opstår når mørtel nedbrydes i forbindelse med forskellige former for transport i murværket (salte, fugt mv.) eller ved mekanisk påvirkning (revnedannelser, rust, håndværksmæssige indgreb mv.). Skadernes omfang kan være betinget af mørtlens kvalitet og bearbejdning.

Pudsskader istandsættes ved reparation med kalkmørtel, fastlægning eller imprægnering.

Saltskader

Den største trussel for kalkmaleriers bevaring er salte, typisk klorider, nitrater og sulfater. Salte indgår som bestanddele i kirkens murværk eller kan være steget op i murværket fra jorden. Salte kan også være tilført fra havet gennem luften. Endelig kan salte stamme fra luftforurening eller fugleekskrementer.

Saltskader opstår, når salt opløst i vand i murværket, føres frem til overfladen, hvor det krystalliseres, når vandet fordamper. Krystalliseringen kan medføre, at farve-, kalk- og pudslag skaller op og afskydes. Forudsætningen, for at salte kan transporteres, er tilstedeværelsen af fugt i murværket.  

Udkrystalliserede salte på murværkets overflade ses som punktvise udfældninger af enkeltkrystaller, tykt lag af hvide små krystaller (saltskæg), delvis gennemsigtige grålige lag (saltslør), jævne hårde områder af krystaller integreret i overfladen (sintring) og blomkålslignede formationer af krystaller (kruster).

Udkrystalliserede salte kan undertiden fjernes ved nænsom afbørstning af overfladen eller ved at ekstrahere saltene.  Saltskader er afledt af tilstedeværelsen af fugt i murværket, hvorved saltskader kan forhindres ved at holde tag og murværk i god stand, samt ved at regulere kirkens indeklima for at forhindre saltenes vandring og udfældning.

Revner

Revner opstår som følge af bevægelser i murværket, mørtlens sammensætning eller optørring eller eroderede indsatte genstande i murværket.

Sætningsrevner opstår hyppigt som følge af bevægelser i kirkens fundament som forplanter sig videre op i murværket. En svækkelse af fundamentet kan blandt andet skyldes etablering af dræn eller ændringer i grundvandsspejlet. Sætningsrevner kan også være en konsekvens af belastninger fra tagværk samt spændinger i hvælv.

Svindrevner er fine små revner i overfladen kan være en konsekvens af fejlagtig materialesammensætning af mørtel, eksempelvis hvis indholdet af kalk er for højt.  Svindrevner kan også være en konsekvens af, at påført mørtel under optørring og hærdning afgiver sit vandindhold for hurtigt. Revner kan også opstå pga. erosion af indsatte genstande i murværket, herunder murankre, jernsøm og -nagler. 

Dybe revner udbedres sædvanligvis ved at udhugge og udfylde dem med flere lag kalkmørtel. Fine små revner kræver ikke udkradsning, men kun udfyldning med finkornet mørtel eller læsket kalk. Fine små revner ses oftest kun grundet deres evne til at samle støv, og ”forsvinder” almindeligvis ved rensning.

Skader i farvelag og kalklag

Skader i farve- og kalklag ses som flager på murværkets overflade eller som blotlagte områder, hvor lagene helt er faldet bort. 

Årsager til skader i farve- og kalklag er smuds, fugt, mikrobielle angreb, salte og revner.  Derudover mekaniske skader i form af afdækningsskader, overkalkning, montering af installationer og inventar, slitage, ridser og andre spor som følge af berøring samt graffiti.

I forbindelse med skader i farve- og kalklag skelnes mellem aktive og ikke aktive skader. Aktive skader er igangværende og kræver konserverende behandling for at hindre skaderne i at udvikle sig yderligere. Ikke aktive skader har udelukkende betydning for kalkmaleriernes visuelle udtryk, og restaureres derfor af æstetiske grunde.

Behandling af aktive skader indbefatter fastlægning af løse og pulveriserede farve- og kalklag. Behandling af ikke aktive skader indbefatter udbedringer af maleriets visuelle udtryk. Til behandling af skader i farve- og kalklag anvendes så vidt muligt reversible materialer og metoder, som kan fjernes eller genbehandles, hvis det er påkrævet.

Misfarvning

Misfarvninger opstår som følge af smuds, fugt, mikrobielle angreb eller salte. Endvidere kan reparationer af kalkmaleriers farvelag, kalklag og pudslag ændre farve over tid, blandt andet eftermørkne. Ikke mindst hvis der er anvendt fejlagtige metoder og materialer under konservering og restaurering.   

Foruden fjernelse af misfarvningen, er det vigtigt at eliminere grunden til at misfarvningen opstår.

Misfarvninger efter sod partikler kan være vanskelige af fjerne, og det er ofte nødvendig at anvende kemikalier hertil. I tilfælde af eftermørknede reparationer fjernes disse, hvorefter farvelag genretoucheres.

Del denne side