Salg og ydelser

Konservering og restaurering af malerier

Vi arbejder med malerier på lærred og stof i alle størrelser og fra mange kulturer. Arbejdet spænder over opgaver fra miniaturer og loftsmalerier til vægdekorationer og billedruller fra orienten.

De danske kirker rummer mange smukke og kulturhistorisk interessante malerier. Vi har stor erfaring med alle slags kunst fra 1500-tallet op til nutidens kunst. Opgaver fra kirker udføres ofte i samråd med menighedsråd og arkitekt, og vi sætter stor pris på dialog mellem alle parter undervejs i forløbet.

I fredede bygninger er vi med til at genskabe hele interiører med loftsmalerier og dekorationer.

Det kan være et krævende arbejde, fordi store formater kræver detaljeret planlægning, store værksteder og specielt fremstillet konserveringsudstyr. På værkstedet har vi gode faciliteter og stor erfaring med at udføre storformatdekoration i alle materialer - specielt fra 1700-tallet. Maleriværkstedet har store fordele i at arbejde sammen med vore kolleger med specialer i papir, tekstil, læder og inventar for derved at opnå det bedste resultat. I sådanne opgaver er dialogen og samarbejdet med arkitekt og bygherre vigtigt for at opnå det perfekte resultat.

Vi vil gerne sikre, at private kunder både kan få et godt råd og få deres malerier konserveret hos os. Derfor er alle velkomne til at indlevere deres maleri til undersøgelse og efterfølgende tilbud. Det drejer sig ofte om rensning af tobakssnavs, fernis eller reparation af flænger og løstsiddende farve. Vi foreslår en konserveringsbehandling, og giver dig et fast tilbud på arbejdet. Undersøgelsen er gratis, hvis du selv kommer med maleriet, men skal vi hjem til en kunde udføres en besigtigelse efter forudgående tilbud. Du er velkommen til at ringe og aftale et tidspunkt for besøg på værkstedet eller for besigtigelse hjemme.

Sammen med laboratoriet kan der laves analyser af maleriernes materialeopbygning, og med vore fotografer udfører vi analytiske optagelser så som: røntgen, UV og infrarøde optagelser. Disse undersøgelsesmetoder kan bruges som supplement i valget af den rette konserveringsbehandling og kan understøtte videre forskning indenfor konserveringsområdet. Vi deltager jævnligt i faglige kongresser og formidler gerne vores arbejde fra konserveringsværkstedet og i det offentlige rum.

Vi arbejder endvidere med udstillingsvirksomhed og kurertjeneste til udstillinger, og vi rådgiver gerne privatpersoner om udstillingskrav og transport af kunst. Har du brug for et fagligt råd i en bevaringsmæssig sammenhæng, er vi altid indstillet på at kunne hjælpe.

Bevaring & Naturvidenskab

I.C. Modewegsvej, Brede
DK-2800 Kgs. Lyngby
Tlf:   +45 33 13 44 11
Fax: +45 32 51 49 00
E-mail

Google Maps 

Del denne side