Presse og nyheder

700 enestående mønter i skatten fra Møn

11. juni 2012

Nationalmuseet og Museerne i Vordingborg udgravede 7. juni en sensationel møntskat med cirka 700 sølvmønter, der stammer fra 1400- og 1500-tallet.

Skatten dukkede op på Østmøn, da en nystartet detektorbruger, Loke Ried, var på markvandring med sin metaldetektor. 

Ved udgravningen fandt arkæologerne mere end 300 mønter, som skal lægges til de 350 mønter, der allerede var samlet op, da skatten blev fundet. Hvor mange mønter skatten præcis indeholder er stadig uvist, da de sidste mønter blev taget op i en samlet klump for at blive endelig udgravet på museet i Vordingborg.

Arkæologerne fandt ingen skattekiste i form af nogen lerpotte eller gryde, så ejeren har svøbt mønterne i et skind eller et klæde, inden han gravede dem ned.

Kun en lille del af mønterne er undersøgt. Den yngste mønt i skatten er tilsyneladende præget i 1535, og skatten må være gravet ned det år eller det efterfølgende år under Grevens Fejde, der udspillede sig 1534-36. Det var en borgerkrig, hvor Danmark så at sige gik i opløsning, og der var oprør og kampe på Møn, især i Stege. Det er derfor nærliggende at sætte sølvskatten i forbindelse med disse voldsomme begivenheder.

Hvem ejeren var afslørede udgravningen ikke, men det var ikke en almindelig bonde eller borger, som gemte sin sparebøsse af vejen. Dertil er skatten for stor, så der er snarere tale om en købmand eller en formuende skipper.

De mange mønter er stadig fyldt med jord, og de skal renses, inden mønterne kan bestemmes endeligt. Nationalmuseets møntekspert Michael Märcher kan dog allerede nu sige lidt om, hvad skatten fra Møn rummer.

Skattens mønter

Sølvskatten indeholder mange hvide, halvskillinge og skillinge fra 1400- og 1500-tallet.  Ældste mønt i sølvskatten er formentlig en Christian I, hvid fra midten af 1400-tallet.

Møntskatten indeholder en hel del skillinge fra Christian II, 1514-15, og der er 1-skillinge fra starten af 1530’erne. Mest overraskende er mængderne af 4- og 8-skillinge fra 1530’erne.

De mindste mønter er hvide præget under kong Christian I og Hans, dernæst kommer søslinge (halvskillinge) fra Frederik I. Den største mønt i sølvskatten er en kvart sølvgylden præget i 1532 af Frederik I.

Den yngste mønt, der samtidig er med til at datere skatten, er formentlig en 4-skilling fra 1535, præget i Stockholm af Gustav Vasa i Christian den III´s navn.

Sammenlignet med andre møntskatte fra Grevens Fejde indeholder skatten fra Møn flere større mønter end de fleste andre møntskatte, som i høj grad består af de såkaldte hvide.

Få skatte med lignende møntsammensætning kendes, men der er tale om meget mindre skatte med under 50 mønter. Mønterne skal nu renses og konserveres inden de eventuelt udstilles.

Del denne side