Kan du ikke se denne HTML mail? Klik her
 
 
 
 
Nationalmuseet - Undervisning06 oktober 2014
 
 
 


 
 

Børn og unge fra hele Danmark fortolker krigen 1864, skal din klasse være med?

I anledning af 150-året for krigen 1864 udbyder Tøjhusmuseet et nytænkende, sjovt og anderledes undervisningsforløb, nemlig "POP-UP 1864". "POP-UP 1864" kan bookes til folkeskolens udskolingsklasser og til gymnasieklasser.

I undervisningsforløbet får eleverne mulighed for at prøve kræfter med historiebevidsthed, national identitet og fortolkning med afsæt i krigen 1864. Via dialogbaserede undervisningsredskaber inddrager museumsunderviseren eleverne i flere didaktiske øvelser, som netop styrker deres bevidsthed for, at al historie er menneskeskabt og åben for fortolkning. 
I undervisningsforløbet producerer eleverne deres egen fortolkning af krig og krigen 1864 ved hjælp af iPads. Elevernes værker ”popper-op” på en digital væg på Tøjhusmuseet samt på Instagram og Nationalmuseets hjemmeside, så alle besøgende kan opleve, hvordan skoleelever fortolker krig og 1864.
I efteråret udbyder Tøjhusmuseet 50 gratis "POP-UP 1864"-forløb til københavnske skoler som en del af implementeringen af den nye folkeskolereform. Bookingen forgår ved først til mølle princippet. 
Du kan booke undervisningsforløbet POP-UP 1864 her
Undervisningsforløbet varer 1 ½ time. Normalprisen er 600 kr., og forløbet udbydes i hele 2014.


Undervisning i særudstillingen "Pels – liv og død"

Særudstillingen "Pels – liv og død" åbner den 7. oktober dørene op for undervisning.  Der vil være tilbud til alle klassetrin fra indskoling til gymnasier. Pels handler i dag om mange ting, og der er mange følelser forbundet med pels. Det handler om dyr og dyreetik, økonomi og handel, overlevelse og luksus og meget mere. 

Indskolingsforløbet retter sig primært til natur/teknologi, hvor vi vil arbejde med spørgsmål som: Hvad er pels? Hvilket dyr kommer pelsen fra? Hvorfor bruger man pels? Samtidig vil der selvfølgelig vil være rig mulighed for at mærke forskellige typer pels. Undervisningen for mellemtrinnet retter sig mod natur/teknologi, historie og dansk. Der vil være fokus på, hvorfor man bruger pels, og hvordan man skaffer det, hvilket er med et blik på både geografiske afstande og ændringer over tid. Vi ser på nutidige og historiske dragter og diskuterer forskellige natursyn.
Udskolings- og gymnasieforløbet retter sig mod samfundsfag, historie, biologi og dansk. Gennem undervisningen vil temaer som f.eks. dyreetik og bæredygtighed blive diskuteret, og eleverne vil få viden om, hvordan pels indgår i forskellige kulturer og økonomier med fokus på de mange argumenter og måder, hvorpå man kan anskue pels.  Formålet er at ruste eleverne og skabe en etisk debat, samtidig med at deres egne individuelle værdigrundlag skærpes.

Hvis du vil læse mere om tilbuddene eller hente undervisningsmaterialet, som er udarbejdet til udskoling og gymnasier så følg dette link


Nyt undervisningsmateriale om riddere

I relation til projektet ”Fortid for begyndere" er der blevet udviklet et nyt undervisningsmateriale om riddere. ”Fortid for begyndere” er særlige pædagogiske tilbud til børnehaver og børnehaveklasser, hvor intentionen er at åbne op for museumsverdenen på en både sjov og inspirerende måde.

Det nye hæfte rammesætter riddernes verden, og der fortælles om, hvordan man blev en rigtig ridder ved at gå i ridderskole. Her hører børnene om, hvilke pligter ridderne skulle udføre for at blive ridder, og hvilken opførsel man forventede. Der er samtidig beskrivelser af riddernes våben, ridderturneringer, og hvad ridderne fik deres fritid til at gå med. Når man var blevet en rigtig ridder, kæmpede man om skønjomfruernes hjerter. Vi skal derfor også høre om pigernes hverdag. Hæftets fortællinger er alle inspireret af gamle sagn om kong Arthur, Robin Hood og ridderpigen Jeanne. De tre historier er blevet nyfortolket og omskrevet, så de passer sprogligt og forståelsesmæssigt til målgruppen, men på en måde, så de ikke mister det eventyrlige og gammeldags sprog. 

Hvis I har planer om at besøge Nationalmuseet og deltage i et ridderforløb, vil det være en god idé at læse hæftets forskellige fortællinger højt inden besøget, da dette vil give børnene en baggrundsviden, inden I drager afsted på riddereventyr. Materialet kan downloades gratis på følgende link (pdf-fil)

 

Undervisningsevent på Nationalmuseet – Om De Dødes Dag i Mexico

Nationalmuseet tilbyder som noget nyt særlige, niveautilpassede undervisningsevents i forskellige fag målrettet elever fra grundskole til gymnasiet. Ved undervisningsevents har vi fokus på et bestemt emne og giver eleverne mulighed for selv at arbejde med emnet ved inddragende undervisning, forskeroplæg eller workshops. Undervisningsevents afholdes nogle gange om året med varierende temaer – så hold øje med vores nyhedsbrev! 


Vær med til at fejre De Dødes Dag 

Den 1. og 2. november 2014 fejrer Nationalmuseet De Dødes Dag for alle, der har lyst til at være en del af denne særlige mexicanske højtid. Traditionen kan virke makaber for udefrakommende, men i Mexico bliver døden opfattet som en del af livet, og de dødes tilstedeværelse bliver fejret. Således kan Nationalmuseet byde på en ordentlig fest! 

Kom og nyd traditionel mexicansk mad, mexicansk livemusik, animerede kortfilm i Nationalmuseets biograf og meget mere. I børneworkshoppen kan børnene farvelægge deres helt personlige kranier af ler, folde blomster eller klippe sprælleskeletter.


Nationalmuseet – mange museer i ét, men nu med ét samlet undervisningskatalog (pdf-fil)

Leder du efter det perfekte undervisningstilbud til din klasse? Nu giver vi dig muligheden for at have alle undervisningsforløb lige ved hånden!

Nationalmuseet består af mange museer rundt omkring i landet, og vi tilbyder derfor mange forskellige spændende og sjove undervisningstilbud på Nationalmuseet, Klunkehjemmet, Frilandsmuseet, Tøjhusmuseet, Orlogsmuseet, Musikmuseet, Trelleborg og Brede Værk. Museerne har derfor i samarbejde udviklet ét samlet undervisningskatalog, hvori alle undervisningstilbuddene er. Det giver rig mulighed for, at pædagoger, lærere og undervisere fra daginstitutioner, grundskoler og ungdomsuddannelser kan skabe sig et overblik over alle de undervisningsmuligheder, museerne tilbyder. 
Rigtig god fornøjelse!


Gratis for folkeskoler i Københavns Kommune

Lige nu er det gratis for de københavnske folkeskoler at bestille en række undervisningsforløb på Nationalmuseet, Tøjhusmuseet og Orlogsmuseet, bl.a. "Sørøvere for de mindste", "Konge, ridder og bonde" for mellemtrinnet og "Dilemma Afghanistan" for udskolingen.
Se alle de GRATIS tilbud her

Tilbuddet gælder frem til 19. december – så det kan stadig nås!

 
 
  
 
 
 
 
 
Nationalmuseet
Prinsens Palæ
Ny Vestergade 10
DK-1471 København K
Tel. +45 3313 4411 (telefontid: man-tors 10-16, fre 10-15)
Web: natmus.dk
HOOK op med os:
 
 
 
 Du modtager dette nyhedsbrev fordi du har tilmeldt dig via af vores hjemmeside. Hvis du ikke længere ønsker at modtage flere nyhedsbreve kan du  afmelde dig her