Ny Trelleborg projektet

Slagelse Kommunes Byråd har bevilget 25 mio. kr. til videreudvikling af Trelleborg til et oplevelses- og videncenter med nutidens digitale og virtuelle virkemidler.

Slagelse Kommune og Nationalmuseet, der ejer de arkæologiske fund, står sammen i fællesskab bag det store projekt om at skabe et nyt oplevelses- og videncenter, der favner den arkæologiske og historiske viden og formidling.

Det nye Trelleborg vil rage op via sin fortælling om vikingetidens ringborge og garnison for kongens lejesoldater og sandsynligvis deres familier, der befolkede Trelleborg.

Der skal fortælles nyt og langt mere end hidtil, hvor vikingeborgens fascinerende historier formidles med nutidens virkemidler.

Borgene vidner om Harald Blåtand som en stor bygherre i anden del af 900-årene, og Trelleborg er i dag et markant minde om, at Danmark blev til gennem kamp og strid og ikke mindst ved bevidst planlægning og strategisk udfoldelse af magten og dens symboler.

Trelleborg har national såvel som international betydning, og det nye Trelleborg skal være et kulturelt fyrtårn for Slagelse Kommune, regionen og nationen.

Slagelse Kommune ønsker herigennem at fremme og understøtte Trelleborgs muligheder for at blive optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Arkitektkonkurrencen

Projektkonkurrencen om fremtidens oplevelses- og videncenter på Trelleborg har nu fundet en vinder. PLH Arkitekters forslag skal over de kommende år forme Trelleborg.

- Vi er meget stolte af at have Trelleborg i vores kommune. Det er et vartegn sammen med storebæltsbroen, og derfor er dagens afsløring en stor dag. Vinderforslaget bliver en fantastisk bygning og udstilling, der både respekterer fortiden og peger mod fremtiden. På kommunens vegne vil jeg gerne sige tak for de gode forslag, siger borgmester Stén Knuth (V).

Visionen bag vinderforslaget er, at det nye oplevelses- og videncenter skal ”slå bro mellem fortidens dramatik, konflikter, storhed og den harmoni og ro, der i dag præger monumentet i Tude Ådal.” Bygningen skal indeholde cafe, kontorer, undervisningsfaciliteter og et nytænkende udstillingskoncept, der med moderne virkemidler fortæller de enestående historier fra vikingetiden og Trelleborg.

- På Nationalmuseet er vi glade for den smukke og brugbare bygning, som opfylder vores behov for fleksibilitet i både formidling og udstilling, og som vi kan stille til rådighed for arrangementer. Huset byder på en attraktiv udsigt til borgen, uden at den selv overtrumfer borgen og landskabet. Det er et resultat, som det bliver spændende at arbejde videre med,” siger Per Kristian Madsen, direktør for Nationalmuseet.

Selve projektkonkurrencen har været unik, fordi det ikke alene har været en arkitektkonkurrence, men en konkurrence hvor arkitektur og udstilling skulle tænkes sammen i forslaget. Det syntes vinderne var en naturlig kobling, og de tog blandt andet inspiration fra det eneste vikingeskjold der er fundet fra vikingetidens Danmark, og som blev fundet nær Trelleborg.

- Arkitektur ér formidling. Vi har brugt skjoldet som inspiration til tagets arkitektur. Derfor er taget formet som en skive, der ligger på skrå, nærmest henkastet, som om man har tabt det i et slag. Facadens elementer henter inspiration fra vikingeskibenes sejl, og bygningens udvendige træ imprægneres med trætjære, så man møder den karakteristiske duft fra norske stavkirker. Så vi har skabt en bygning i moderne arkitektur, der understøtter stemningen af vikingetiden, siger Søren Mølbak, arkitekt og partner i PLH Arkitekter.

Tegninger af det kommende oplevelses- og videnscenter udstilles forskellige steder i kommunen og på Nationalmuseet hen over foråret 2016.

Beskrivelse og tegninger af projektet kan ses på:

www.nytrelleborg.dk

Del denne side