Holmen og mastekranen

Holmen er et af Københavns mest unikke historiske områder. Her blander det gamle sig med det nye, og til sammen fortæller området 300 års dansk flådehistorie i København

Mastekranen

Selve kranen er bygget i 1749 af meget svært tømmer. Arkitekten var Philip de Lange, som i sin levetid nåede at bygge en del bygninger for flåden, hvoraf mange stadig findes i dag. Kranen er i dag sammen med Fregatten Jylland et af de meget få overlevende vidnesbyrd om de mesterlige konstruktionsprincipper, som Holmens ”tømmermænd” beherskede.

Kranen fungerede på en tid, hvor man ikke rådede over moderne motorkraft. Derfor klarede man sig med ”hånd og magt”. På hver side af kranen var der opstillet et par gangspil, hvor Holmens mandskab med de bare næver drev kranspillet rundt.

Holmen er åben for offentligheden fra solopgang til solnedgang. Man kan tage en spadseretur rundt og kigge på bygningerne eller kigge på den karakteristiske Mastekran.

Hvis man ønsker en rundvisning, hvor man kan få mere at vide, samt også komme op og nyde udsigten fra kranen, kan denne bestilles igennem Nationalmuseets booking kontor.

Tag på vandretur på Holmen

Tag på en guidet vandretur på Holmen, der ikke alene giver jer mulighed for at få et indblik i en vigtig del af dansk historie, men også byder på smukke omgivelser og byens bedste udsigt.

Vi tager jer på en guidet tur rundt på Nyholm, den yderste af de i alt fem øer, som udgjorde den danske flådes absolutte hovedkvarter helt op til 1990. I denne historiske ramme kommer vi vidt omkring den danske historie, som flåden har været en del af. I blandt andet den Store Nordiske Krig i 1700-tallet, ved Slaget på Reden i 1801 og ved flådens sænkning i 1943 spillede Holmen en hovedrolle, og det gør den fortsat den dag i dag. Flådens officersskole har for eksempel ligget på Holmen siden 1701, og fra batteriet Sixtus saluterer man stadigvæk, når solen står op og går ned hver dag. På turen kommer vi også op i Holmens ikon, den gamle mastekran fra 1749, som ellers kun er åben på Kulturnatten, og nyder en af de smukkeste udsigter over København. Holmen er både historien om en stor organisation, skibe og krige, men det er også fortællingen om en vigtig del af den danske identitetshistorie som søfartsnation.

Del denne side