Ord- og begrebsforklaring

Agápe: græsk betegnelse for den uselviske kærlighed, som f.eks. kærligheden til sine børn, en ægtefælle eller en god ven.

Alabastron: en salveflaske.

Amfora: en stor beholder beregnet til opbevaring af eksempelvis vin eller olie.

Andron: et særligt rum i de græske huse, herreværelset, som blev anvendt til eksempelvis afholdelsen af et symposion.

Arybal: lille flaske anvendt til parfumerede olier.

Aulos: en fløjte.

Bacchanter: de kvindelige tilbedere af guden Dionysos (Bacchus). 

Bacchus: det romerske navn for guden Dionysos.

Banket: en rituel middag, hvor man lå på en kline eller sad på en trone eller stol. Banketter er velkendte blandt eliten i de fleste Middelhavskulturer i Oldtiden. 

Cena: den romerske betegnelse for et større måltid, en middag. 

Dinos: et blandingskar til vin og vand. 

Ekstasis: at ’træde ud’ af sig selv. Betegnelse som anvendes for mennesker, der giver sig hen i dyrkelsen af en Gud. 

Enthusiame: ’ind i sindet’. Betegnelse for hvordan menneske og Gud bliver ét gennem indtagelsen af vin og dyrekød. 

Eros: den græske kærlighedsgud. Ordet eros anvendes også i græsk ideologi som en betegnelse for den sanselige kærlighed, for lyst og som den kraft, der får verden til at hænge sammen og producere nye væsener. 

Fallos: en erigeret penis.

Grifos: en gådeleg kendt fra det græske symposion. 

Hetære: kvindelig prostitueret. 

Hybris: synd og hovmod. At begå hybris var i den græske verden den største synd, straffen var nemesis.

Hydria: en kande med tre hanke beregnet til at transportere og opbevare vand.  

Kantharos: en særlig type drikkeskål med høje vertikale hanke. Ses ofte i fremstillinger af guden Dionysos.

Kentaur: fabeldyr der har menneske-overkrop og hoved, men hestekrop.  

Kline: en høj seng eller briks, hvorpå man lå henslængt under et symposion. 

Korybanter: dansere i ekstase, som følger gudinden Den store Mor. Altså mennesker, som giver slip på sig selv og lader sig føre af en overordnet kraft.

Kottabos: en drikkeleg særlig kendt fra det græske symposion i det 5. og 4. årh. f.Kr. 

Kratér: en vinbowle anvendt til blandingen af vin og vand. 

Kylix: en drikkeskål.

Lebes gamikos: en bryllupsvase. Denne vase blev formentlig anvendt til opbevaring af vand, som blev anvendt ved et ceremonielt bad for brudeparret.

Lekyth: olieflaske anvendt til kropspleje og rituelle formål. 

Loutrofor: en særlig vaseform som blev anvendt ved bryllupsceremoniernes rituelle bad, som beholder for vand hentet fra en hellig kilde. Loutroforer  blev også anvendt som gravgaver for yngre mænd og kvinder. Her symboliserer de, at den afdøde var ugift.

Maieutik: den såkaldte ’jordemodermetode’, som man forbinder med filosoffen Sokrates. ’Jordmodermetoden’ går ud på, at man gennem en række spørgsmål får den, med hvem man taler, til selv at ’føde’ svaret på det problem, man taler om, hvorfor der bliver tale om en form for hjælp til selvhjælp, der sætter det enkelte menneske i stand til selv at tage ejerskab over sine anskuelser.

Marsyas: en satyr, som er et fabeldyr med hestehale, hesteører og –bagben, men med en menneskekrop. 

Mænade: de ophidsede, vilde kvinder som hørte til i guden Dionysos’ følge. 

Nemesis: i den græske begrebsverden gudernes straf eller hævn over den, som begår hybris. 

Nyklassicisme: stilretning i arkitektur og kunst som tager udgangspunkt i antikke græske og romerske forbilleder. Nyklassicismen opstår omkring midten af 1700-tallet og fortsætter langt op i 1800-tallet. 

Oinochoe: en kande anvendt til servering af vin. 

Panhellenisme: betegner i oldtidens Grækenland et etnisk og kulturelt fællesskab mellem alle grækere (hellenere).  

Filía: betegnelsen for den kærlighed, man føler for en ligestillet person, for et familiemedlem eller en ven. 

Psyktér: en særlig vaseform anvendt til nedkøling af vin. 

Pyxis: en æske med låg ofte anvendt til opbevaring af kosmetik.

Satyr: fabelvæsen i menneskeskikkelse med hesteben og hale. De er kendt for deres seksuelle vellystighed og ses ofte i Dionysos’ følge sammen med mænader.

Silen: en gammel satyr. 

Skyfos: en drikkeskål.

Sofrosyne: mådeholdenhed. Betegner menneskets regelrette underordning og begrænsning i tilværelsen.

Storgé: betegnelse for den kærlighed, som forældre og børn kan føle for hinanden

Symposiarch: den valgte leder af et symposion, en slags toastmaster.

Symposion: græsk betegnelse for et drikkegilde. Ordet betyder sam-drikning.

Thiasos: en samling af mennesker, der deltager i dyrkelsen af en bestemt kult. Betegnelsen anvendes eksempelvis i Dionysos-kulten for hans følge af mænader og satyrer. 

Triclinium: betegnelse for det rum, som i det romerske hus blev anvendt til spisning. Det har fået sit navn efter indretningen, hvor de tre kliner blev placeret i en hesteskoform langs tre af rummets sider. 

Del denne side