Hvide krist – Kristendommen fra Sydeuropa

Nede i Europa, fra Italien og op gennem Frankrig og Tyskland, var folkeslagene begyndt at blive kristne. Vikingerne mødte kristendommen på deres rejser rundt om i verden. Der er ikke nogen, der ved, hvornår kristendommen kom til Danmark, men vi har nogle gode idéer om, at det nok er sket meget langsomt, måske gennem flere hundrede år.

Når vikingerne blev påvirket af kristendommen, så handler det måske ikke kun om religion, men også om politik. I de store riger syd for Danmark var kongerne kristne, og vikingerne har måske tænkt, at det ville være bedst, hvis man blev venner med de mægtige naboer i syd. Derfor omvendte flere vikinger sig til troen på ”hvide krist”. Kristendommen kom altså til Danmark fra landene syd for os, især fra Tyskland.

Vikingerne var i England i mange år og er sikkert også blevet påvirket af kristendommen herfra. Også fra Holland kom der kristne munke, f.eks. munken Willibrord, der missionerede i Danmark i 700-tallet. Han fik dog ikke omvendt danskerne til kristendommen.

Ansgar og kirkerne

Allerede i år 823 havde den tyske biskop Ebo af Rheims fået tilladelse til at fortælle om kristendommen i Danmark.

Få år senere kom endnu en tysk biskop til Danmark. Han hed Ansgar, og han rejste til Hedeby, vikingernes største handelsby. Hedeby lå nær den senere tyske by Slesvig.

Man mener, at Ansgar i år 848 fik tilladelse til at bygge en kirke i Hedeby, men man har aldrig fundet den. Ansgar rejste til Danmark med kong Harald Klak, der blev smidt ud året efter deres ankomst til landet. Ansgar spillede derfor nok kun en mindre rolle i kristningen af danskerne.

Harald Blåtand bliver kristen

Omkring år 965 skriver Harald Blåtand på den store Jellingesten, at han gjorde danskerne kristne. Stenen er smukt udsmykket med et billede af Kristus.

Haralds historie om, at han gjorde danskerne kristne, passer nok ikke helt. Det er sikkert rigtigt, at han selv blev kristen det år, men det betyder jo ikke, at alle andre blev det.

Forfatteren Widukind fortæller, at Harald Blåtand ikke ville tro på den kristne biskop Poppos lære om kristendommen. Derfor bad han Poppo om at bære jernbyrd. Jernbyrd var en
slags guddommelig prøve. Hvis Poppo kunne bære et stykke rødglødende jern i hænderne uden at brænde sig, så ville Harald tro på, at Poppo talte sandt. Harald har nok tænkt, at hvis Poppos gud var så mægtig, at han kunne beskytte Poppo mod at blive forbrændt, så var det en gud, man skulle lytte til. Poppo bestod prøven, og Harald lod sig døbe. Danmark havde fået sin første kristne konge.

En af de gyldne plader som oprindeligt smykkede alteret i Tamdrup kirke. På pladen ses Harald Blåtand der bliver døbt i en tønde af munken Poppo. Pladen kan du finde på Natioanlmuseet i rum 102.

Del denne side