Særudstilling: Pigen og Parasollen - Japan i fotostudiet

16. November 2013 - 27. April 2014

Fotografier af geishaer, samuraier og kirsebærblomster – et drømmebillede af et tidløst Japan, skabt mens industrialiseringen buldrede fremad, og moderne storbyer skød frem i Japan og Europa. I det sene 1800-tal opstod en industri i japanske byer, hvor man fremstillede fotos af mennesker, kultur og landskaber til udenlandske besøgende.  Sort-hvide fotos af piger og parasoller, optaget i studier med Fuji-bjerget som bagtæppe, blev håndmalet med pensel og solgt sætvis i album til udlændinge.

Det japanske fotounivers kom til at præge synet på Japan i Vesten, hvor der var en stor fascination af landet. I Zoologisk Have på Valby Bakke optrådte 22 japanere og blev fotograferet i 1902 i landskaber, der synes genskabt med inspiration fra det japanske fotounivers fra 1870-1900. I dag skaber unge japanere billedfortællinger om sig selv i små fotostudier rundt om i spillearkader og stormagasiner. I purikura-fotobåsen kan alt lade sig gøre.

’Pigen og parasollen’ stiller skarpt på disse seriefremstillede drømmebilleder, og på det møde mellem foto, teknik og visuel kreativitet, der i Japan ofte har rykket virkelighedens grænser. Og du er inviteret ind i fotoboksen for at lege med.

Pressemeddelelse om Pigen og Parasollen

Særudstillingen kan ses på 2. sal på Nationalmuseet. Gratis adgang.

Del denne side