Jakob Kornerup (1825-1913)

Dansk kunstner og videnskabsmand


Lille udstilling i forhallen på Nationalmuseet, 2. maj – 3. juni 2013

 

I 1800-tallets Danmark opstod interessen for at genfinde den danske kulturarv. I danske kirker begyndte man derfor at afdække og restaurere de middelalderlige kalkmalerier, som i århundrederne efter Reformation var blevet kalket over.

 

Jacob Kornerup var tidens førende restaurator og ekspert. Det er især takket være hans pionérindsats, at vi i dag kan se mange kalkmalerier pryde væggene i de danske kirker.

 

Mellem år 1862 og 1901 afdækkede og restaurerede han i samarbejde med Nationalmuseet kalkmalerier i ca. 80 forskellige kirker. Fundene blev dokumenteret i detaljerede akvareller, som nu er bevaret på Antikvarisk Topografisk-Arkiv på Nationalmuseet, og hvoraf enkelte vises i udstillingen. 

 

Kornerup havde en stærk tilknytning til Nationalmuseet, og udstillingen omhandler bl.a. også hans virke som tegner og arkæolog. Han var en mand af mange talenter, og samtidig også en person der var elsket af de mennesker, som mødte ham. Udstillingen fortæller derfor også meget kort om mennesket Kornerup, hans livshistorie, samt hans stærke tilknytning til Roskilde hvor han boede hele sit liv.

 

Den i 1800-tallet berømte Jacob Kornerup gik bort for 100 år siden, og den mindre forhals-udstilling er en hyldest til den uvurderlige arv, som han har efterladt os.

 

Roskilde Museum har fra d. 4. maj den store hovedudstilling ”Kornerups billedverden - Roskilde, rejser og restaureringer”, som udførligt dækker hele Jacob Kornerups liv og virke.

Del denne side