Mormors fastelavnsfest

Søndag 26.02.17 kl. 12-15

Fastelavnsfest med Kong Vinter og Fru Sommers teater, Vedbæks Børnekor, tøndeslagning og fastelavnsløjer fra dengang mormor var barn.

Fastelavnsteater
Kong Vinter og Fru Sommer dyster om den bedste årstid. Kong Vinter elsker snefnug, der lander på næsen, og metervis af sne, så børn kan bygge snemænd og kælke. Fru Sommer vil plukke blomster, smide sig på det bløde græs og bade på stranden. En af dem må bøje sig, så det kan blive vinter eller sommer. De to årstider beslutter sig for at dyste i historiske fastelavnslege; bide til bolle, ringridning og sætte halen på et æsel. Fastelavnskællingen er dommer, og hun fortæller børn og voksne om baggrunden for løjerne til Fastelavn igennem historien. Vedbæks Børnekor synger fastelavnssange sammen med publikum under forestillingen.

Bliv Nationalmuseets kattekonge og kattedronning
Efter fastelavnsforestillingen er der indendørs tøndeslagning, og børnene dyster om at blive Nationalmuseets kattekonge eller -dronning. De kronede børn vinder fine præmier.

I år er det elever på hold 23 fra Billedskolen i Tvillingehallen, Københavns Kommunes billedskole for børn og unge, der har stået for at dekorere fastelavnstønderne sammen med underviser Lise Urwald. Læs mere om Billedskolen i Tvillingehallen billedskolen.kk.dk.

Børn og voksne kan købe kakao og boller under festlighederne.

Program
Kl. 12-13: Fastelavnsforestilling

Kl. 13-14: Vi slår katten af tønden

Kl. 14-15: Kattedronninger og kattekonger kåres med fine præmier

Praktisk information
Pris: 60 kr. for voksne og 30 kr. for børn. Billetten giver både entré til fastelavnsfesten, tøndeslagning og museet. Børn under 2 år er gratis. 
Billetter kan købes på billet.natmus.dk eller i Informationen på dagen. Der er begrænset antal billetter, da hele arrangementet foregår indendørs.

Hvad er fastelavn?

Fastelavn er en gammel skik, som vi selvfølgelig også fejrer på Nationalmuseet med fastelavnsløjer, gamle fastelavnstraditioner og meget mere. Når du er i fastelavnshjørnet, kan du finde din fineste udklædning frem og være med til at opleve en spændende fastelavn sammen med os.

 

 

Fastelavnstraditioner

Mange kristne trosretninger praktiserer en 40 dage lang faste, der starter onsdagen efter fastelavnssøndag og slutter påskedag. I fasteperioden må man slet ikke spise kød, og i nogle tilfælde heller ikke fisk. Skikken har mindst 1000 år på bagen, men i Danmark nøjes vi med at fejre fastelavnssøndag med alt det gode, der hører til: udklædning, at slå katten i tønden og lækre fastelavnsboller.

Læs meget mere om fastelavn.

Del denne side