Musik & instrumentbygning - evaluering

Forløbets mest centrale læringsmål

  • Jeg kan bygge et musikinstrument
  • Jeg kender musikkens forskellige funktioner
  • Jeg kan komponere et lille musikstykke

Tegn på læring

Læringsmål

Tegn på læring niveau 1

Tegn på læring
niveau 2

Tegn på læring niveau 3

Udfordringsopgave

Jeg kan bygge et musikinstrument

Eleven kan genskabe instrumentet fra tutorials og fælleskonstruktionen i forløbets start.

Eleven kan med udgangspunkt i tutorials og fælleskonstruktionen, inddrage viden om tonehøjde, klang og materialer til at justere og stemme instrumentet, i forhold til de givne benspænd.

Eleven kan med udgangspunkt i fælleskonstruktionen og med inddragelse af viden om tonehøjde, klang mm. skabe et instrument, som udnytter de givne materialer og benspænd på nye måder.

Lav en analyse af:
Hvordan dannes lyden i instrumentet? Hvor mange toner er der, og findes der forskellige klangmuligheder?

Jeg kender musikkens forskellige funktioner

Eleven kan indgå i en samtale omkring musikkens forskellige funktioner i eget liv.

Eleven kan indgå i en samtale omkring vigtige komponenter for musik og funktion i en given kompositionsopgave.

Eleven kan reflektere over musikkens effekt i en afprøvet koncertsituation.

Tankeeksperiment: Hvad skulle der ændres ved musikken og instrumentet, hvis det skulle indgå i en anden sammenhæng eller funktion (hent eksempler på andre funktioner fra materialet)?

Jeg kan komponere et lille musikstykke

Eleven kan sammensætte og gengive en række toner på eget instrument.

Eleven kan komponere et musikstykke på eget instrument ud fra refleksioner omkring form (start-midte-slutning), og som kan indgå i en gruppes fælles komposition.

Eleven kan på eget instrument komponere et musikstykke, som indgår i en gruppes fælles komposition ud fra refleksioner omkring de musikalske grundelementer (tonehøjde, lydstyrke/ dynamik, puls og rytme).

Komposition i ensemble: Hvad sker der når flere instrumenter sættes sammen? Hvordan kan vi udnytte de samlede klangmuligheder? Hvordan kan vi skabe en fælles form, som udnytter disse muligheder?

Evaluering

I forbindelse med den fælles evaluering efter forløbet er det vigtigt, at der både kigges på processen, de konkrete produkter og elevernes oplevelse af egen læring. Da disse tre elementer samtidigt er meget forskellige, vil vi også anbefale tre forskellige tilgange hertil. Spørgsmål, som eleverne skal besvare i deres evaluering, kunne være:

Produktet – både instrument og komposition (summativ): 

  • Har vi opfyldt de opgaver, som vi blev givet?
  • På hvilke punker er vi kommet i mål?
  • Hvis ikke – hvad og hvorfor?
  • Er der steder, hvor vi har udfordret opgaverne og mulighederne yderligere? Hvordan?

(Produktet kan præsenteres for klassen samlet, drøftes efter en afsluttet koncert, eller foregå som en gruppe eller individuel evalueringsopgave).

Processen – både bygge- og kompositionsprocessen (fokus på stjernestunder):

  • Beskriv et tidspunkt, hvor samarbejdet fungerede godt i gruppen. 
  • Hvad skete der? Hvad var det, som gjorde det godt?
  • Hvordan påvirkede det arbejdet, som gruppen var i gang med?
  • Var der også noget, der var svært? Hvordan løste gruppen det?

(Denne evaluering kan gøres samlet i klassen, eller med en opstart i de enkelte grupper og en efterfølgende fælles opsamling.)

Elevens egen læring (formativ):

  • Hvilke ting har jeg opdaget noget om igennem forløbet?
  • Har jeg lært noget, som jeg ikke vidste inden vi startede? Nævn gerne mindst tre ting.
  • Har jeg lært noget, som jeg kan bruge næste gang, jeg beskæftiger mig med musik?
  • Har jeg opdaget noget, som jeg gerne vil blive bedre til?

(Denne øvelse kan gøres individuelt som en skriveopgave og med en afsluttende fælles opsamling. Alternativt kan øvelsen gøres i fællesskab som en form for fælles brainstorm på klassens fælles læring. Her kan klassen sætte post-it op på en fælles planche)

Del denne side