Køkken og bryggers

Køkkenet er et stort, centralt rum. Væggene er dækket af hollandske fajancefliser.

Køkkenets skorsten løber parallelt med skorstenen fra bryggerset nede i kælderen.

Ved siden af køkkenets ildbænk er der en lem ned til en maltkølle (et hulrum) i kælderskorstenen. I køllen tørrede man malt i varmen fra skorstenen, så malten blev anvendelig til ølbrygning. Over køkkenets ildbænk hænger en stor messingkasse med lås. Kassen blev brugt til hjemmebagte kager, og blev kun låst op ved særlige lejligheder. I køkkenet er der en alkove, hvor gårdens piger sov.
Fra køkkenet er der udsigt over det flade landskab ned over Vadehavet.


I kælderen ligger bryggers- og lagerrum. Det største rum er bryggerset, hvor man har brygget øl og bagt brød.

Her finder vi den store bageovn, indfyring til maltkøllen og åben ildbænk, hvor den store bryggerkedel blev varmet op. I rummets gulv findes en brønd, lukket med et dæksel.

Ved siden af bryggerset ligger mælkekælderen. I mælkekælderen satte man mælken fra køerne i store, flade fade. Mens mælken syrnede i fadene, satte den fløde på overfladen, som blev skummet fra og hældt i smørkærnen. Når der var fløde nok, kærnede man smørret ved håndkraft. I mælkekælderen har man også lavet ost.


Ved siden af mælkekælderen er der et lille kartoffelrum til opbevaring af husholdningens kartofler. Allerbagerst i kælderen ligger et større opbevaringsrum til sulemad, saltede fisk, syltede frugter og grønsager.

Del denne side