Snedkerværksted fra Borre, Møn

Snedker- og hjulmagerværkstedet fra Borre er et godt eksempel på en virksomhed, der fra slutningen af 1800-tallet udviklede sig industrielt på lokalt plan.

Værkstedet blev oprettet af Jørgen Lyshøft, og ført videre af hans søn og sønnesøn indtil lukningen i 1980erne. Undervejs ændrede størrelsen og kundegrundlaget sig enormt.

Værkstedet havde sin storhedstid i mellemkrigstiden, hvor der var fart på udviklingen af de små byer på landet og landbrugets teknologiske udvikling.

Erhvervet 2002. Åbnet 2005.

Husets historie

Snedkerværkstedets bolig af bindingsværk blev bygget i 1857 på en grund, som tømmermand Niels Nielsen købte af Grev Danneskiold-Samsøe på Nordfeld gods. Godset solgte en del små fæstehuse og jordlodder fra i disse år.

Hus og grund solgtes videre flere gange til blandt andet en væver og flere snedkere, ind til det i 1894 endeligt købtes af hjul- og karetmager Jørgen Lyshøft. Han ændrede hurtigt huset og udvidede, blandt andet med et hjulmagerværksted i den ene ende.

I 1905 bygges der til. Jørgen Lyshøft lod et stort, grundmuret savskæreri opføre. Savskæreriet rummede en stor bloksav til udsavning af planker, og flere andre remtrukne maskiner. Maskineriet trækkes ved hjælp af en petroleumsmotor.

I 1921 opførte han yderligere en bygning på et stykke af nabogrunden. Det var en kombineret garage og tømmerlade. I laden lå opskårent, tørret tømmer på lager sammen med de maskinfremstillede bygningsdele og reservedele til bøndernes vogne og maskineri.

De lokale landbrugere og bygmestre var værkstedet største kunder. I 1920erne købte Jørgen også en lastbil, som blev brugt til levering af tømmer og snedkerarbejder.

Jørgens Lyshøft var født i 1859 i Skibinge. Efter sin konfirmation kom han i lære som karetmager i Stege. I 1890 giftede han sig med enken Hansigne Nielsen, som bragte tre børn med ind i ægteskabet. Selv fik parret yderligere tre børn.

Sønnen Ejnar Valdemar Johannes blev født i 1896. Han overtog sammen med sin kone, også kaldet  Hansine, virksomheden i 1924. Han stod i lære hos sin egen far. Han og Hansine fik fire piger og en søn, Frede.

Frede blev gift med Inger og fik 3 børn. Hans søster Ella kom efter nogle få år i tjeneste lige efter sin konfirmation i 1937, tilbage til huset og familien i 1944. Hun blev der med sin datter Lis, og holdt hus for sine forældre.  Frede flyttede tilbage til sit barndomshjem og overtog værkstedet i 1966.

Ejnar døde som en gammel mand i 1981, og senere på året døde også Frede. Virksomheden lukkede ned, men Ella blev boende på stedet indtil Frilandsmuseet overtog det i 2002.

Husets have

Haven er rekonstrueret på grundlag af familiens egne beretninger og billeder

Hos den blomsterglade familie er tingene udvalgt og sat, så der altid er noget i blomst, fra det tidlige forår til langt ind i november

Husets have

Del denne side