Flaskeæble

Æblet.
Spiseæble. Gulgrønt til gulhvidt æble med karminrød dækfarve. Syrlig smag med en stærk aroma og vinagtig smag. Dufter kraftigt og krydret. Æblet er aflangt - deraf navnet flaskeæble. Plukketiden er omkring 1. oktober, og æblet kan anvendes fra november til februar. Æblerne har tendens til at blæse ned. Fortrinsvis et spiseæble men kan også fint anvendes i køkkenet.

Historie. 
Flaskeæblet stammer fra Holsten i Tyskland. Det er kendt i Danmarks siden 1795, hvor det er registreret i Den Kgl. Frugtræsplanteskole i Odense. Sorten kendes også under navnet Nonnetit, der betyder nonnebryster. Sorten har været ret udbredt i frugthaver i Danmark.

Vækstform. 
Træet er noget spinkelt af vækst og med sparsom forgrening. Ret modtagelig for frugttræskræft men får ikke skurv. Træerne kan blive meget gamle og ses tit i herregårds- og præstegårdshaver som kæmpetræer. Unge træer kan have en ret sparsom frugtsætning.

Synonymer.
’Flaskeæble’, ’Nonnetit’, ’Melonapple’, ’Prinzenapfel’, ’Flaschapfel’.

Flaskeæble kan ses i frugthaven ved herregården fra Fjellerup (nr. 25). Ved huset fra Dyndved (nr. 44). Ved bygningerne ved Barsø (nr. 37-40). På frugtterrasserne ved Brede Værk samt ved Bernhard Olsen Teateret på Frilandsmuseet.

Del denne side