Bøghs Citronæble

Æblet.
Et godt lille Spiseæble. Gulgrønt, saftigt og med en behagelig sødme og aromatisk smag. Dufter behageligt af citron. Æblet kan plukkes fra august og gennem september og har kort holdbarhed. 

Historie.
Æblet er af dansk oprindelse og kendt siden 1863. Det stammer fra Stensballegård ved Horsens, hvor det er sået som frø. Det er godt til marmelade, most og æblemos men ikke særlig anvendt i køkkenet på grund af sin lille størrelse. Det har aldrig været særlig udbredt, selvom det er velegnet til plantning i haver.

Vækstformen.
Træet vokser langsomt men opnår med tiden en pæn størrelse og danner en fladrund krone. Sorten kræver ikke så meget plads og er derfor anbefalet til små haver. Sorten er sund og hårdfør og egnet til dyrkning i Jylland på udsatte egne. Træet kan blive meget gammelt, formegentligt over 100 år.

Synonymer.
Stensballegårds høst-Citronæble, Høst-Citronæble, Barritskov Kærnestensæble og Kærnestenæble.

Bøghs Citronæble kan ses i frugthaven ved herregården fra Fjellerup (nr. 25).

Del denne side