Husmandshave, Dannemare

På Lolland er klimaet mildt og jorden frugtbar, og Lolland har en rig havebrugstradition. Haven ved Dannemarehuset viser tiden i sdiste halvdel af 1800-tallet.

Haven er hegnet af sirlige risgærder, og på Lolland var der mange levende hegn af pil og poppel, som leverede materiale til bøndernes hegn.

Pil og poppel optager meget vand, og de levende hegn havde en drænende effekt på de våde og sumpede lollandske jorder.

Haven er delt ind i fire kvarter, eller afsnit. En nyttehave, en prydhave, en puthave og en brændehave.

Prydhavens firkantede bede er kantet af klippet buksbom og lavendel. I dem står krydderurter og blomster som morgenfruer og fjernelliker.

Om sommeren er madonnaliljerne et markant indslag. I folkemedicinen blev liljens løg og blomster brugt mod barsels- og underlivssygdomme. De unge piger brugte liljevand til at gøre ansigtshuden glat og ren.

Langs huset står pæoner i klare, smukke farver. De var populære i bondehaverne, og hedder i folkemunde "bonderoser".

Bag nyttehaven med kål, løg og kartofler, står et stort valnøddetræ. Nødder var et kærkomment ekstra indslag i den noget ensformige, daglige kost.

Puthaven ligger indhegnet under æbletræet. Her gik hønsene skærmet, og åd orme og skadedyr. Bag huset ligger brændehaven, hvor man tog ris til optænding og koste. Her lå også husets beholdning af brænde til køkken og ovn.

Huset fra Dannemare

Del denne side